FC Nordsjælland mister endnu en profil. Det er viceanfører Andreas Maxsø, som helt efter planen er tabt for klubben.
BT kan afsløre, at den høje midterforsvarer skifter til den tyrkiske klub Osmanlispor, og at skiftet bliver offentliggjort inden for ganske få døgn.
Andreas Maxsø har i et længere stykke tid udtrykt ønske om at prøve sit talent af i udlandet, og det har FC Nordsjælland set velvilligt på, så selv om han forlængede sin kontrakt med Farum-klubben for et år siden, har det hele tiden været planen, at den 23-årige midterforsvarer skulle videre nu.
Og det kommer han altså.
Fremover skal han tørne ud for Osmanlispor, som i sidste sæson sluttede på 13. pladsen i Superlig i Tyrkiet.
Når salget er offentliggjort, er det tredje profil i dette transfervindue, som FC Nordsjælland vinker farvel til denne sommmer. Tidligere har topscorer Marcus Ingvartsen og Stanislav Lobotka taget turen ud af Danmark. Også Emiliano Marcondes er væk senest til vinter, da han har skrevet kontrakt med Brentford fra årskiftet, hvor hans kontrakt med FC Nordsjælland udløber.
