En fotograf har i sandhed givet et nygift par fra Singapore et evigt minde om deres bryllupsdag. Men ikke lige det minde, de havde drømt om. For det lykkedes ham at skyde de måske værste bryllupsbilleder nogensinde.

'Nå, hvad gør du, når du endelig modtager billederne fra din bryllupsdag og er dybt skuffet over dem? Bliver vred? Tjek. Græder nogle tårer over dem? Jep. Poster nogle af de bedste (af de værste) på de sociale medier for underholdningens skyld? Helt sikkert!,' skriver bruden Jaclyn Ying på Facebook.

Hun føler sig nødsaget til på forhånd at undskylde overfor de gæster, som vises på de rædsomme billeder, men mener simpelthen, at hun blev nødt til at dele dem til skræk, advarsel - og morskab.

Hvor dårlige kan de være?

Da Jaclyn Ying og hendes mand troppede op i fotoforretningen, så alt ellers helt fint ud, skriver hun. De fik at vide, at de ikke kunne vælge fotografen selv, men blev vist nogle billedeksempler fra andre bryllupsdage, som så glimrende ud. Så da de blev lovet, at kvaliteten stort set var den samme hver gang, slog de til.

'De så fine ud, så vi vi skrev under og tænkte, 'Okay, hvor dårlige kan de være?',' skriver Jaclyn Ying på Facebook.

Svaret kom, da det nygifte par modtog billederne. Og de overgik deres værste forventninger.

Siden Jaclyn Ying lagde billederne på Facebook den 10. april, er de blevet delt mere end 20.000 gange, så folk over hele verden har grinet, krummet tæer og efterfølgende fået ondt af det stakkels bryllupspar.

Her er et par af 'pletskuddene'.

Artiklen fortsætter under billederne.

Vil undskylde over en kop kaffe

Fotografen bag de noget tvivlsomme bryllupsbilleder er blevet opmærksom på, at et par af hans kunder ikke ligefrem er jublende lykkelige over det produkt, de har modtaget.

'Først og fremmest vil jeg gerne undskylde overfor dette par for de lidt over 20 dårlige billeder, de modtog fra deres bryllupsdag. Mit firma og jeg kunne have gjort det bedre,« skrev han blandt andet på Facebook.

Fotografen mener dog, at de øvrige 800 billeder er ganske glimrende, men tilbyder nu bryllupsparret en personlig undskyldning over en kop kaffe.

Det vil sikkert gøre alt godt igen.