Bruun slipper for karantæne
Virum-Sorgenfris solide back, Klavs Bruun Jørgensen, slipper for karantæne og er dermed klar, når Virum spiller den anden semifinalekamp i herrernes Håndboldliga i Viborg på søndag.
Virum-Sorgenfris solide back, Klavs Bruun Jørgensen, slipper for karantæne og er dermed klar, når Virum spiller den anden semifinalekamp i herrernes Håndboldliga i Viborg på søndag.
Et fuldstændig enigt turneringsudvalg under DHF valgte at lade Klavs Bruun Jørgensen slippe med skrækken, selv om han fik det røde kort af dommer Peter Lorentzen i mandagens første semifinale i Lyngby-hallen, hvor Virum trods stor utilfredshed med dommerne vandt 26-20.
Ifølge generalsekretær i DHF, Lars Erik Klem, sker det i 10 procent af tilfældene, at indberetninger fra dommerne efter et rødt kort ender med frifindelse af synderen.
"Man skal også være opmærksom på, at røde kort i international håndbold aldrig giver karantæne med mindre, der er tale om en usportslig optræden overfor dommerne," siger Lars Erik Klem, der ikke har noget at udsætte på dommerparret, Peter Lorentzen og Frank Schmidt.
I Peter Lorentzens indberetning til turneringsudvalget lød begrundelsen for udvisningen, at Klavs Bruun Jørgensen havde fastholdt skudarmen på Viborgs Lars Rasmussen. Men den indberetning gjorde Virum-Sorgenfri Håndboldklub indsigelser imod, og det har turneringsudvalget altså taget til efterretning. Heller ikke Michael Rasmussen fra Tvis KFUM får karantæne efter et rødt kort i Tvis KFUMs første semifinale imod GOG.