- Brutal.

Sådan betegner udviklingsminister Christian Friis Bach (R) USAs straffeaktion over for FNs organisation for uddannelse og kultur, UNESCO, som nu må undvære sit amerikanske bidrag på grund af en strid om Palæstinas medlemskab af organisationen.

- Det er en meget brutal nedskæring. USA er lige som alle andre lande i sin gode ret til selv at bestemme, hvilke FN-organisationer, de vil støtte. Men det optimale er, at FN-organisationerne bliver bedømt på det arbejde, de udfører og ikke på deres medlemskab, siger Christian Friis Bach.

Samtidig bebuder udviklingsministeren, at han vil gå i den stik modsatte retning af USA og øge Danmarks støtte til UNESCO.

- VK-regeringen ville i deres forslag til finanslov spare to gange ti millioner kroner på bidraget til UNESCO. Men jeg har besluttet at droppe den besparelse og fastholde Danmarks bidrag til UNESCO, siger Christian Friis Bach.

Straf vil gøre ondt