Som spiller var han den optimistiske type, der ikke var bagudskuende, men var fremadrettet i tanke og handling på banen. En egenskab, som Ole Bjur i den grad har haft brug for i sit job som sportschef i Brøndby. En egenskab, som Ole Bjur i endnu højere grad får brug for i det transfervindue, der åbner på søndag. Et vindue blafrende i blæsten omkring direktørfyring, økonomisk usikkerhed og sportslig genopbygning.

De to første punkter har Ole Bjur ingen kommentarer til. Det sidste ser han optimistisk på. Ligesom han gør det på sæsonens målsætning om top 6, på sommerens transfervindue og på Brøndbys fremtid.

Hvad er Brøndbys planer i sommerens transfervindue?

- Jeg vil ikke love, at der kommer forstærkninger, men jeg vil bestemt heller ikke afvise det. Vi er bevidste om, at vi har sagt farvel til spillere som Jan Frederiksen, Mikael Nilsson og Femi, alle fra den defensive del af banen. Derfor er det også naturligt, at vi kigger efter forstærkninger til den del af banen. Og så ved vi, at vi har en Michael Krohn-Dehli, som er ombejlet, og det er klart, at sker der noget med ham, kan det ikke udelukkes, at vi skal kigge på en erstatning til ham.

Hvad er situationen med Mike Jensen? Det er endnu én fra den defensive del af banen, I kan miste?

- Mister vi Mike, har vi et hul, for det er en position, hvor man er nødt til at have nogle spillere, der kan fylde det rum ud. Som situationen er nu, er han her, men det kan ikke udelukkes, at der dukker en interesseret klub op, for nu er der mange klubber, der ved at hans kontrakt løber ud, så igen. Men som det er nu, er han med i træningslejren, og ser jeg ham være med i den første kamp mod OB.

En afløser for Krohn-Dehli og eventuelle forstærkninger i defensiven. Det vil jo koste penge. Hvor står I rent økonomisk i dette vindue?

- t er da ingen hemmelighed, at vi ikke har uanede midler at gøre godt med. Men lad os nu se, hvordan vi ser ud på den anden side af vinduet. Først dér kan vi evaluere og se, hvad det endte med. Jeg vil ikke afskrive os økonomisk på nogen måder, men det er da klart, at vi har ikke ubegrænsede midler.

Hvor vigtigt er dette vindue i forhold til jeres målsætning for sæsonen?

- Det er vigtigt, at vi ikke hænger vores målsætninger for sæsonen op på vinduet. Vi skal sætte en målsætning, vi kan opfylde, uanset hvordan dette transfervindue udvikler sig. Målsætningen er blevet justeret ned til en top 6-placering, hvilket jo også er en forbedring i forhold til sidste sæson, hvor vi blev nummer ni.

- Vi skal ikke sætte urealistiske mål. Vi har en fin, spændende trup med en blanding af unge, talentfulde og rutinerede spillere. Materialet er godt, men det er stadig et usammenspillet hold, hvilket også drillede os i sidste sæson. Derfor skal vi heller ikke forvente, at vi cruiser igennem i denne sæson, men jeg er optimistisk i forhold til en top 6-placering.
 
Hvordan kan du være det? I har mistet spillere, Krohn-Dehli er på vej væk, og I har begrænsede midler til indkøb. Det vil gøre truppen dårligere end sidste sæson, hvor I blev nummer ni?

- Jeg tror, at vi vil være i stand til at løfte det bundniveau, vi desværre ramte for ofte i sidste sæson. Vi har unge spillere, der har fået mere erfaring og store profiler, der vil træde endnu mere i karakter. Foråret viste, at vi har et hold, der kan komme ind i en stime og få de point man skal have, hvilket vi besviste i starten. I bund og grund er det omsonst at snakke om placeringen, for Superligaen bliver så tæt, at ét til to point kan skille en femteplads fra en ottende plads.