Johan Elmander har haft svært ved at leve op til forventningerne i Brøndby. Alligevel vil man meget gerne beholde den 34-årige angriber, der har et år tilbage af sin kontrakt. Det fastslår sportsdirektør Per Rud.
Da man hentede den store svensker hjem til klubben, hvor han fik sit store gennembrud for omkring 10 år siden, havde man regnet med igen at få en angriber med mål i fødderne.
Det fik man ikke. Faktisk er Johan Elmander kun noteret for et mål i 19 Superligakampe, og det ville være forståeligt, hvis man overvejede at afbryde samarbejdet i utide.
Men det forsikrer Per Rud, at man bestemt ikke har planer om.
»Johan har ikke spillet så meget, som han gerne ville, men han har døjet med skader og et rødt kort, som gav karantæne. Det har været hårdt,« siger Per Rud til svenske fotbollskanalen.se og tilføjer, at han regner med at mødes med Elmander inden længe for at tale om fremtiden.
Svenskeren agent er dog helt sikker på, at angriberen gerne vil blive det sidste år af sin kontrakt for at komme tilbage og vise fansene, hvor god han stadig er.
»Johan har et år tilbage af sin kontrakt og den har han tænkt sig at respektere og fuldføre. Desuden er han fuld af revanchelyst efter en sæson fyldt med skader, sygdom og familiesorg,« fastslår Anders Wallsten.