Med 1-0 sejren over FC Midtjylland er Brøndby nu ubesejrede i de seneste ni Superliga-kampe.
Holdet har ikke lukket mål ind i de seneste fem kampe. Brøndby er nu blot seks point fra førstepladsen og tager søndag imod FCK med en selvtillid på højde med ’Sejlet’ i Dubai.
Men de brede smil og guldglansen blev pakket pænt væk, da det efter kampen stod klart, at anfører Mikkel Thygesen rev sin akillessene over efter et uheld.
Det koster ham ifølge sportschef Per Rud en pause på mindst seks måneder. Thygesen var på krykker ud i spillerbussen og naturligvis dybt berørt af den alvorlige skade. Det samme var resten af Brøndby-lejren.
- Det er naturligt, at den skade til Thyge giver skår i glæden over den her sejr. Det er ikke bare noget, vi lige ryster af os, for han er om nogen så passioneret og dedikeret til denne klub. Han har været så ufatteligt meget igennem i sin tid i Brøndby, og så er det lidt uretfærdigt, at han ryger ind i sådan en skade midt i en mulig optur, sagde Thomas Frank.
Meldingen om omfanget af Thygesens skade slog lidt pusten ud af Brøndby-træneren efter en sejr, der igen satte tyk streg under Brøndbys potentiale til at spille med om mesterskabet i denne sæson. Thomas Frank vil ikke selv tale om mesterskabskandidatur, men lægger ikke skjul på, at braget mod FCK på søndag i Brøndby har stor betydning.
- Hvis kampen i Herning var en test på vores nuværende stabilitet og bredde, så bliver FCK-kampen en supertest for os. Sidste gang vi mødte dem og vandt, var begge hold på vej op, og man må sige, at kursen er fortsat for både dem og os. FCK er stadig det ubestridt dyreste og mest kvalitetsrige hold i Danmark. Deres resultater har været gode, men vi er ikke bange for dem, forklarede Thomas Frank.
Brøndby-keeper Lukas Hradecky fyldte 24 år søndag, og han var stolt over at fejre fødselsdagen med sit femte clean sheet i træk. Han mener, at defensiven er klar til at holde nullet igen mod FCK.
- Hele holdet har en stor andel i, at vi har lukket så godt af. Boulahrouz har været fantastisk at få ind i forsvaret, men alle andre gør det også fremragende. Vi har et godt fundament nu, og jeg glæder mig til, at vi får testet det mod FCK. Det bliver en sjov kamp, sagde den finske målmand.