Brøndby tæt på udenlandsk bomber
REYKJAVIK: Brøndbys trup når ikke at blive forstærket til de to Champions League-kvalkampe mod HSV, men er klubben med i gruppespillet, er truppen forstærket.
REYKJAVIK: Brøndbys trup når ikke at blive forstærket til de to Champions League-kvalkampe mod HSV, men er klubben med i gruppespillet, er truppen forstærket.
Sent i aftes faxede Brøndby de 25 navne, der er spilleberettigede til kampene 9. og 23. august.
Men Brøndby-direktør Per Bjerregaard antyder, at truppen med meget stor sandsynlighed vil være forstærket med mindst et nyt navn, når den midt i september tager enten hul på Champions League-puljespillet eller UEFA Cup.
B.T. kunne i går berette, at Bjerregaard & Co. forsøger at headhunte fire spillere fra Superliga-klubber.
Og B.T. kan i dag afsløre, at Per Bjerregaard og Åge Hareide lurer på et spændende, udenlandsk bomber-navn, der muligvis i næste uge vil blive lynindkøbt til at sparke hul på Brøndbys indtil videre ubrugte målkvote.
"Ingen kommentarer. Absolut ingen kommentarer," smilede en hemmelighedsfuld Per Bjerregaard, før han i aftes fløj tilbage til København med Brøndbys sponsorfly for at deltage i et DBU-møde i dag.
Brøndbys spillertrup returnerer først fra Reykjavik sent i aften.
Åge Hareide aflyste i aftes torsdagens planlagte træning til fordel for en svalende, kollektiv dukkert i den berømte Blå Lagune tæt ved Keflavik.