Ulykken skete i aftes, da en bil ført af en 58-årig mand fra Esbjerg kørte op bagi en bil ført af en 56-årig mand fra Odense. Bilerne kurede rundt, og den ene bil blev slynget ind mod autoværnet. Ingen i bilerne kom til skade.

Mens der blev tilkaldt hjælp, skete den alvorlige ulykke.

En Golf personbil med fem personer kom med høj hastighed kørende ind i den bil, der holdt ved autoværnet i midterrabatten.

De to biler fortsatte 100 meter længere frem, inden de stoppede.

To personer i Golfen sad fastklemt, og føreren af den bil der var endt i autoværnet sad fastklemt mellem sin bil og autoværn.

Der blev slået katastrofealarm, og adskillige redningskøretøjer blev sendt afsted til ulykkesstedet.

Brøndby-direktør Per Bjerregaard bekræftede i nat ulykkens omfang over for B.T.

"Vi havde givet Martin lov til at køre til Jylland før søndagens Superliga-hjemmekamp mod Esbjerg, fordi hans kæreste skulle deltage i et arrangement," sagde en dybt rystet Per Bjerregaard i aftes.