LA MANGA: Bestået!

"Ikke dårligt. En fin, fin holdindsats, som jeg kun kan være ovenud tilfreds med. Rosenborg er jo ikke et hvilket som helst hold," konstaterede en storskrydende Brøndby-træner, Åge Hareide, efter kampen.

Det tør antydes. Rosenborg - vurderet som værende Nordens i særklasse bedst sammenspillede og taktisk dygtigste fodboldhold - møder om kun 10 dage Dynamo Kiev i Champions League.

Ikke desto mindre matchede Brøndby, anført af den mesterligt spillende og lynende farlige svenske nyerhvervelse, Mattias Jonsson, til fulde Nils Arne Eggens internationalt erfarne norske mandskab.

"Jamen, det er altså også en fornøjelse at spille på et hold, hvor alle arbejder hårdt og koncentreret i fælleskabets interesse. Det er en for alle, alle for en," sagde en veltilfreds og dødtræt Mattias Jonsson, mens holdleder David Oszlak tabte lodtrækningen og måtte bære rundt på den umanerligt grimme rædsel af en sejrspokal, som udgjorde det synlige bevis på Brøndbys triumf.

"Jeg er virkelig positivt overrasket over den udvikling, holdet har gennemgået i løbet af kun godt og vel en måned.

Spillet er praktisk taget blevet bedre og bedre fra kamp til kamp, og jeg ser store fremtidsmuligheder i dette Brøndby-mandskab," erklærer Mattias Jonsson.

Ved selv at signere første halvlegs mål til 1-0 og lægge op til Ole Bjurs 2-0 scoring efter pausen, bidrog den svenske altmulig-mand i høj grad selv til den opsigtsvækkende sejr over Rosenborg.

Hurtig, pågående og med brillant timing i afslutningene var Mattias Jonsson en evig kilde til uro for det norske forsvar.

Kun centimeter forhindrede i tre andre tilfælde den bevægelige, arbejdssomme Jonsson i at score yderligere.

Men også Ruben Bagger, alene på toppen, leverede en jætteindsats med stærk support fra tre-mandskæden Magnus Svensson, Kim Daugaard og Peter Madsen på midtbanen.

På flankerne havde Brøndby denne gang Ole Bjur på højrekanten samt Mattias Jonsson i venstre side.

Åge Hareide har under turneringen hernede eksperimenteret en del på flere pladser. Den norske cheftræner ønsker dog ikke for nærværende at udtale sig om en ideal-opstilling, men peger på at bl.a. Per Nielsen og Kenneth Rasmussen p.t. er skadet.