Brøndby sælger da Silva
Brøndbys brasilianske islæt Vragel da Silva siger efter alt at dømme endegyldigt farvel til klubben på Vestegnen indenfor den nærmeste fremtid.
Brøndbys brasilianske islæt Vragel da Silva siger efter alt at dømme endegyldigt farvel til klubben på Vestegnen indenfor den nærmeste fremtid.
Da Silva har været lejet ud til 2. Bundesliga-klubben Karlsruhe siden midten af januar, men da klubben er ubehjælpeligt fastlåst på jumbopladsen og sikker på nedrykning, er det tvivlsomt, om da Silva selv er interesseret i fortsætte her.
Men det behøver han heller ikke, for ifølge Brøndbys direktør Per Bjerregaard har der været følere ude fra klubber hjemmehørende i Tysklands bedste række.
"Karlsruhe vil gerne have ham. Men der er også tre andre tyske klubber, der er meget interesserede i da Silva," siger Per Bjerregaard. Han vil ikke sætte navn på klubberne, der vil overtage Brøndbys brasilianer, men afslører dog, at der er tale om klubber fra henholdsvis Bundesligaen og 2. Bundesliga.
Samtidig fastslår han, at Brøndby står til at tjene en pæn klatskilling på salget, som forventes afsluttet inden for de næste 8-10 dage.
Vragel da Silva kom til Brøndby i juli 1998. Hans præstationer i midterforsvaret var ofte meget svingende, og han kostede ofte dyrt i form af unødvendige mål til modstanderne.
Til gengæld var han stærk i hovedspillet og kompenserede for forsvarsmisforståelserne med hovedstødsmål i den anden ende.
Siden han blev lejet ud til Karlsruhe, der allerede lå isoleret i bunden, da han kom til klubben, har han været fast mand stort set hver gang og har været en nøglespiller i midterforsvaret.