I starten af ugen mistede Brøndby endnu en af sine unge spillere. Det skete, da Patrick Olsen skiftede til Inter på en treårig kontrakt.

Tidligere på året skiftede Andreas Christensen til Chelsea, mens Pierre-Emile Højbjerg skiftede Brøndby IF ud med Bayern München.

Før det har Brøndby også sagt farvel til unge spillere som Osama Akharraz, Alexander Green og Nicolaj Agger. Det er en udvikling, der bekymrer Brøndbys næstformand Benny Winther, som ærgrer sig over, at Brøndby ikke får mulighed for at bruge de spillere, man selv uddanner på Superliga-holdet.

Benny Winther mener, at UEFAs nye regel om, at klubberne skal have mindst otte egenudviklede spillere i deres trup, der skal have spillet tre år i klubben, fra de er 15-21 år gør, at de store klubber henter spillere i en tidlig alder.

- Jeg tror ikke, at fædrene til den regel i UEFA har tænkt tanken om, hvilke konsekvenser reglen kan have. De store pengestærke europæiske klubber går på jagt efter de unge meget tidligt, og det har konsekvenser for blandt andet os, hvilket er meget ærgerligt, siger Winther.

Næstformanden peger dog også på, at de unge spillere og deres rådgivere vil hurtigere ud at tjene penge, og at de vil gøre alt for at komme af sted. Han nævner 18-årige Patrick Olsen som eksempel.

- Vi er jo pisket til at slippe en spiller som Patrick Olsen. Han ville jo bare sælges, siger Benny Winther om Patrick Olsen, der fik tilbud en kontraktforlængelse af klubben, men afviste den.

- Truslen fra hans og forældrenes side, hvis vi ikke slap ham, var, at han så ville gå til Rosenhøj eller et andet sted. Når de unge mennesker bliver tilbudt en udenlandsk storklub, forandrer deres prioriteter sig åbenbart, siger Benny Winther.

- Når de truer med, at de bare vil gå, hvad skal vi så gøre? Det er jo de metoder, de bruger. Når vi sidder med en ung spiller og hans forældre, og de bare vil af sted og siger, at de ikke vil forlænge med os, og at de så truer med at gøre noget helt andet, så slipper vi dem jo. Det eneste vi så får er lidt uddannelsespenge for dem, siger næstformanden.

BT har været i kontakt med Patrick Olsen om Benny Winthers udtalelser. Olsen, der er startet træningen i Inter, havde i går ikke tid til at kommentere på udtalelserne, men BT arbejder på at få den unge spillers udlægning.

På trods af at Brøndby mister en del unge spillere, så vrimler det med unge spillere i cheftræner Auri Skarbalius’ trup. Brøndbys bænk til kampen mod Esbjerg i søndags havde en gennemsnitsalder på bare 20 år.

- Jeg er stolt af de knægte, vi bringer ind, og det er fint, vi bruger dem. De performer i det store og hele ok i betragtning af deres alder, siger Winther.