De hang med hovederne i Brøndbys omklædningsrum efter 1-1-kampen mod AaB. Nordjyderne var bedst i kampens første 20-25 minutter, men ellers var det værterne i den dominerende rolle, og AaBs point kom i hus via et selvmål og en fremragende Nicolai Larsen.

»Jeg er helvedes ærgerlig over, at vi ikke får sejren i dag. Vi har chancerne til det, og i første halvleg er det vanvittigt, at vi ikke får mere ud af vores omstillinger,« siger cheftræner Thomas Frank.

Selv om Brøndby holder AaB bag sig med seks point med fem runder tilbage, vil han ikke afskrive AaB i det intense ’bronze battle’.

»De har et godt slutprogram bortset fra FCK i Parken, så de er ikke ude af det endnu, og derfor er det ekstra bittert, vi ikke får alle tre point i dag.«

Målscorer Johan Larsson siger om gårsdagens ’tabte’ to point:

»Det er en stor skuffelse for os, men vi må rose deres målmand. Han var kampafgørende, men jeg er stadig sikker på, vi tager bronzen.«

Resultatet betyder at Brøndby er et point foran Randers i duellen om bronzemedaljer og en billet til Europa. Torsdag kan FC København med en sejr i pokalfinalen mod FC Vestsjælland sørge for, at også fjerdepladsen vil give europæisk deltagelse, da taberen af pokalfinalen ikke længere får den plads i tilfælde af, at pokalvinderen er kvalificeret via sin liga-placering. Det får dog ikke Brøndbys spillere til at heppe på rivalerne FCK.

»Jeg kommer ikke til at sidde i en hvid trøje og holde med FCK. Det kommer aldrig til at ske. Vi skal have fokus på at gøre arbejdet færdig selv, og det kommer vi til,« siger Brøndbys uheldige helt Christian Nørgaard, der både lagde op til Johan Larssons føringsmål og scorede i eget net.

AaBs store helt var Nicolai Larsen. Målmanden diskede op med nogle helt vanvittige redninger.

Jeg havde en tidligt i første halvleg på Hasanis forsøg, og den redning gav noget selvtillid, siger Larsen, men han vil ikke have for meget at se til resten af sæsonen.

»Hvis vi skal bevare den lille mulighed for bronze,skal vi vinde resten af vores kampe. længere er den ikke.«