Brøndby IF har hentet den 21-årige Hany Mukhtar i Benfica på en ét-årig lejeaftale.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Mukhtar er midtbanespiller og har fået 45 landskampe på diverse, tyske ungdomslandshold. Han blev i 2015 solgt fra Hertha Berlin til Benfica, og siden sit skifte til den portugisiske topklub har han også været på leje hos Red Bull Salzburg.

»Jeg er glad for at få muligheden for at komme til en traditionsrig klub som Brøndby IF, og jeg ser frem til at få muligheden for at spille for Brøndby-fansene. Jeg skal hjælpe holdet efter bedste evne, og så skal jeg videreudvikle mit eget spil,« siger Mukhtar, der kommer til at spille med nummer 10, om skiftet.

Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech, kalder skiftet for lidt ud over det sædvandige for Superligaen.

»Det er ikke hver dag, at vi vælger at indgå lejeaftaler, men i Mukhtars tilfælde så vi muligheden for at få en spiller ind, som har prøvet at smage på den type fodbold, vi ønsker at praktisere (hos Red Bull Salzburg, red.), og samtidig få en spiller til klubben af en kaliber, som normalt ikke ville være tilgængelig for en Superliga-klub,« siger Bech ifølge Brøndbys hjemmeside.