Det var en ordentlig møgspand, den tidligere agent og fodbolddirektør Karsten Aabrink mandag aften hældte ud over Brøndby-spilleren Simon Makienok, da han kritiserede hans forestående bryllup i et af Viasats fodboldprogrammer. Det får nu klubbens bestyrelsesformand til at forsvare sin spiller.

- Vi har ytringsfrihed i Danmark, og man har lov at sige, hvad man vil. Men jeg vil godt erklære min fulde støtte til Simon Makienok. Lad os ikke glemme, at han blev årets spiller i Brøndby i 2013 og har været med til at redde os med alle sine mål og sit spil generelt. Da han planlagde sit bryllup, mente han, at han var milevidt fra landsholdet på grund af den skade, han har haft, og jeg er faktisk af den overbevisning, at han har tænkt sig rigtig godt om her, siger Brøndbys bestyrelsesformand, Jan Bech Andersen, til BT.

- Jeg mener, at Makienok hører til i Paradise Hotel. Der er kun en ting at sige. Han er på alle måder en enormt ubegavet fodboldspiller, sagde Karsten Aabrink med henvisning til, at simon Makienok har vlagt at lade sig gifte med tv-værtinden Ibi Støving dagen før Danmarks landskamp den 7. september og derfor ikke er til rådighed.

- Folk må mene, hvad de vil. Min mening holder jeg for mig selv, siger Jan Bech Andersen.

Simon Makienok har ikke kommenteret angrebet.