Jan Bech Andersen sidder i Torpedo Moskva Lounge for enden af den ene langside af Brøndby Stadion. Foran sig har han sin bærbare computer, to mobiltelefoner, der brummer med få minutters mellemrum, og en blå kantinetermokande.
Herfra kan han med ryggen til Sydsiden, den stoleløse endetribune, der til hjemmekampe huser Danmarks mest larmende fodboldfans, se ud over den nye græsplæne, der står flot og grøn med formaningen om, at den ikke må betrædes.
Det er ikke ofte, han er her, men det er ham, der bestemmer. Tidligere på dagen har han informeret sportsdirektør Per Rud om, at han ikke indgår i planerne for fremtiden, men at der er ’brug for andre færdigheder og kompetencer’. I stedet har han ansat Troels Bech.
Jan Bech Andersen lægger vægt på, at Per Rud har løftet en stor opgave, og at ’han kan forlade det her sted med absolut høj cigarføring’:
»Han har været med til at indfri målet om at ende i top-tre, som mange tvivlede på, og det er... det er fandme godt gået,« slår Jan Bech Andersen fast, da BT møder ham denne fredag eftermiddag.
Men det var ikke nok at ende i top-tre. Ikke på lang sigt. Sammen med det sportslige udvalg bestående af så broget en flok som den tidligere DBU-boss Jim Stjerne Hansen, Vestas-direktør Morten Albæk, tidligere amatør- og prof-formand Sten Lærke og administrerende direktør Jesper Jørgensen har Jan Bech Andersen vurderet, at Per Rud ikke var i stand til at føre projektet videre.
Per Rud, der sammen med træner Thomas Frank var stort set sidste mand tilbage fra det Brøndby, som Aldo Petersen genskabte, da han i foråret 2013 reddede klubben fra konkurs, inden Jan Bech Andersen investerede tungt og overtog formandsposten. Per Rud, der er kendt for at arbejde hårdt og længe og for ukueligt at vade ind i høj som lav. Per Rud, der i forbindelse med årets sidste kamp måtte læse i BT, at der var blevet brugt for mange penge, i forhold til hvad man havde fået for dem.
Hvad er det Troels Bech kan i forhold til at tage det næste skridt, som Per Rud ikke kunne?
»Det kan godt være, jeg kommer til at gentage mig selv,« indleder Jan Bech Andersen og får ret, for på dette tidspunkt har han allerede sagt, hvad han vil sige om, hvad det er for begrænsninger, der diskvalificerer Per Rud fra at fortsætte.
»Det er vigtigt at sige, at Per har gjort et fantastisk arbejde, men vi må også erkende, at vi for at holde denne kadence... Altså vi har vurderet, at vi har Danmarks største trænertalent (Thomas Frank, red.), som vi ser være i stand til at føre os til mesterskabet. Vi ser en kobling mellem ham og Superligaens mest erfarne person (Troels Bech, red.). Når du har været så tæt på dansk fodbold i to årtier og været en central figur i det sportslige setup, så kommer du med en rå erfaring, du ikke kan købe eller læse dig til. Han kommer med masser af erfaring. Troels er jo en intelligent og spændende fyr, og han er meget afklaret med, hvad det er, han går ind til.«
Hvad er det for en evaluering, I har gennemført for at nå frem til, at det her var nødvendigt?
»Det er en fælles bestyrelsesbeslutning. Vi har gjort vores hjemmearbejde. Først og fremmest er vi nået til den konklusion, at der var brug for andre kompetencer og færdigheder. Dernæst har vi identificeret, hvem det var, der skulle løfte opgaven, og der er valget så faldet på Troels.«
Du taler lidt på overfladen her. Kan du prøve at blive mere konkret: Hvad har I analyseret på i forhold til Per Rud? Har I vurderet indkøb i forhold til pris og resultater? Har I...
»Nej, det har intet med transfers at gøre. Resultaterne kan vi ikke klage over, for vi har nået vores sportslige målsætning. Så det er udelukkende for at kigge fremad, for at se hvordan vi når de mål, vi allerede har skitseret.«
Tror du, han kan noget som sportsdirektør, som han ikke kunne som træner, hvor han jo aldrig helt har fået forløst potentialet og vundet noget?
»Han er sportsdirektør, og Thomas er træner, og koblingen mellem dem er en unik ting, som vi glæder os meget til. Troels har tegnet og fortalt og kommer hertil med en helt klar idé om, hvad det er, og han har købt fuldstændig ind på, hvad projektet handler om.«
Hidtil har Jan Bech Andersens projekt handlet om at gøre Brøndby til en størrelse, man kunne regne med i toppen af Superligaen. Han overtog i efteråret 2013 en levedygtig klub, som Aldo Petersen med høj hastighed havde banket op fra økonomisk ruin og en niendeplads i Superligaen, og har siden ryddet op og lagt til for at gøre målsætningen om ’økonomisk vater i 2017 og et dansk mesterskab senest i 2018’ realistisk.
Stort set hele bestyrelsen er skiftet ud sammen med den administrerende direktør, den kommercielle direktør og en lang række medarbejdere i klubbens kommercielle afdeling for slet ikke at tale om et fodboldhold og staben omkring det, der på meget få pladser ligner sig selv i forhold til dengang for to år siden.
»Cadeau og tusind tak til Per for at løfte denne opgave og føre os til her, hvor vi er. Det har sgu ikke været nogen nem opgave. Det er hårdt benarbejde lige fra at opbygge troværdighed til at bygge systemer op, som var brudt ned efter flere års forsømmelse. Så vi er godt på vej, vi har taget store fremskridt – syvmileskridt vil jeg næsten sige – men der er også brug for at tage næste skridt, og der vurderede vi, at der var brug for nogle andre færdigheder og kompetencer. Det mener vi, vi har fundet i Troels,« siger Jan Bech Andersen, inden han rejser tilbage til England efter veloverstået mission. Og efter at have taget det, han selv anser som endnu et skridt videre frem mod opfyldelsen af drømmen om guld.