Dansedommeren Britt Bendixen er afklaret med, at vinderen af årets ’Vild med dans’ sandsynligvis bliver Allan Simonsen.
Danskerne har elsket ham fra program ét. Siden hen har bookmakerne også kastet deres kærlighed på Allan Simonsen. Og senest har de fire dommere i ’Vild med dans’ også overgivet sig til Allan Simonsen.
Britt Bendixen har været en af de skarpeste kritikere af Allan Simonsens indsats på dansegulvet, og hun er derfor heller ikke helt tilfreds med, at fodboldlegenden nu står i semifinalen.
- Der er jo et par, der ikke er rigtigt i den semifinale, men det er jo blevet en popularitetskonkurrence, siger hun til vmd.tv2.dk.
Som ugerne er gået, og Allan Simonsen har sparket andre kendisser af dansegulvet, har Britt Bendixen lært at acceptere hans store popularitet hos danskerne.
- Da Allan gik videre første gang uden overhovedet at kunne danse, tænkte jeg ’WHAT?!?’ og blev ked af det på dansernes vegne. Men jeg tror, vi dommere har vænnet os til det, ligesom danserne har vænnet sig til det. De ved, at den bedste danser er den, der formentlig bliver nummer to i finalen.
Allan Simonsen og Sofie Kruuse danser i fredagens semifinale mod Mie Skov og Mads Vad samt Uffe Holm og Karina Frimodt.