VM i landevejscykling står for døren d. 27. september i Richmond, USA. Her stiller det britiske hold op med ni ryttere. En af dem skulle have været Team Skys Geraint Thomas, men englænderen har trukket sig fra VM-løbet.

Med Mark Cavendish på holdet var Thomas tiltænkt en væsentlig rolle i håbet om en britisk VM-sejr. Men grundet træthed ovenpå en lang og hård sæson har Thomas via sin Facebook meddelt, at han ikke deltager i år.

»Jeg elsker at køre for GB (Storbritannien, red.) og VM er et helt særligt løb, så det var en vanskelig beslutning at træffe sammen med holdet, men jeg føler, at det er bedst at restituere nu, før systemet går ned,« skriver rytteren.

Den 29-årige brite var en af Chris Frommes vigtigste hjælperyttere under dette års Tour de France-sejr. Samme rolle var han tiltænkt under det netop overståede Vuelta a España, men det blev dog uden den store succes, da Froome udgik med en brækket knogle i foden.

Den britiske trup består af Ian Stannard, Mark Cavendish, Ben Swift, Stephen Cummings, Andy Fenn, Luke Rowe, Scott Thwaites og Alex Dowsett.  Der er endnu ikke udtaget en erstatning for Thomas.