Den britiske landsret har afvist den britiske regerings ret til at udløse artikel 50 i Lissabon-traktaten, der skulle gøre, at briternes ja til at forlade EU ville træde i kraft.
Den britiske premierminister Theresa May havde varslet igangsætningen af 'Brexit' til marts næste år, men afvisningen fra landsretten gør, at de respektive ministre på området ikke kan udløse artikel 50 uden en afstemning om det i det britiske parlament.
Hvad kan det så betyde for 'Brexit'? I yderste tilfælde kan det betyde, at briterne forbliver i EU, men der er et godt stykke vej, vurderer professor og leder af Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet, Marlene Wind.
»Det er lidt en bombe, og det er lidt et nederlag til Theresa May, men hun kommer til at appellere afgørelsen til Højesteret. Hvis vi forestiller os, at hun taber i Højesteret også, så skal der stemmes iPparlamentet, men det, de fleste regner med, er, at Parlamentet vil have svært ved at stemme imod artikel 50, da Parlamentet allerede ved folkestemningen sagde, at man ville acceptere folkeafstemningen, selvom der egentlig er flertal i Parlamentet for at blive,« siger Marlene Wind.
Briterne stemte den 23. juni om medlemskabet af EU, hvor det endte med en sejr til 'Forlad'-siden med 51,9 procent af stemmerne mod 48,1 procent til 'Bliv'-siden.
Allerede kort efter afgørelsen stod det dog klart, at mange 'Forlad'-stemmere havde fortrudt deres valg, hvorfor mange ønskede en ny afstemning, mens eksperter vurderede, at 'Brexit' aldrig ville blive en realitet.
Den tidligere premierminister David Cameron gik af som følge af afstemningen, mens Theresa May overtog, og hun forsikrede, at briternes valg ville blive eksekveret via artikel 50 i Lissabon-traktaten.
Marlene Wind fortæller, at hvis Theresa May taber appellen i Højesteret, kan Parlamentet også sikre sig et større, juridisk grundlag, før de tager en eventuel beslutning.
»Det kan betyde, at Parlamentet vil genforhandle artikel 50, hvilket så vil udsætte briternes forhandling med EU helt til 2018.«
Kan det på nogen måde ende med, at 'Brexit' bliver droppet?
»Det kan ikke udelukkes. Men det er mere sandsynligt at forestille sig, at Parlamentet vil insistere på, at enten Parlamentet selv skal stemme, eller folket skal stemme igen, når det ligger klart, hvilken løsning EU kan blive enige med briterne om. Så Parlamentet får langt mere magt til at stille betingelser, hvis Højesteret går imod Theresa May,« siger Marlene Wind.
Den afgående leder af partiet UKIP, Nigel Farage, der stod i spidsen for 'Forlad'-kampagnen, frygter efter landsrettens afgørelse, at mange briter vil blive forrådt efter deres nej til EU. Det skriver han på Twitter.
