Efter en lang og til tider frustrerende karriere kan Laudrup endelig slappe helt af i sommermånederne uden at tænke på at skulle finde formen igen.

"Det er første gang i 14 år, og det er meget rart.

I øjeblikket nyder jeg bare at have ferie og tænker ikke på, hvad jeg skal lave fremover.

Det er ikke meningen, at jeg skal være tilknyttet Rangers i en jobfunktion foreløbig - det ligger år ude i fremtiden, hvis det bliver til noget.

Men mit hjerte er da stadig i den klub," siger Laudrup og lægger ikke skjul på, at det var i det skotske, at han oplevede karrierens mest lykkelige stunder.

Det er heller ikke utænkeligt, at han er på lægterne, når skotterne efter alt at dømme møder Herfølge i kvalifikationen til Champions League.

Men hvem holder han så med, når det gælder: De danske mestre, der gjorde eventyret til virkelighed - eller den skotske hjerteklub.

"Det er lidt svært. Et eller andet sted er man jo stadig Rangers-mand, men det vil da også være fantastisk, hvis Herfølge ender i Champions League. Sidste år var Rangers på den anden side meget uheldige med at ryge ud mod Bayern München i kvalifikationen, så jeg håber bare på, at det bedste hold vinder."

Indtil nu har Laudrup ikke hørt noget fra John Faxe, der ellers har snakket om at få nogle tips om skotterne, men som han konstaterer, er der ikke mange spillere tilbage på holdet, fra dengang han var i klubben.

"Derimod har de skotske journalister haft fat i mig. De ville selvfølgelig høre lidt mere om denne ukendte danske klub, men jeg har kun kunnet fortælle dem, at der er tale om et utroligt homogent hold uden nogen store profiler.

Og det er netop holdets styrke, så Rangers skal passe på med at undervurdere dem.

Til gengæld kender de jo Faxe - både fra hans tid i Arsenal og fra målet i EM-finalen i '92."