Brian Laudrups 14 år lange karriere på topplan, heraf de sidste 11 år i udenlandsk fodbold, er forbi.

Den 31-årige eks-landsholdsspiller og Ajax meddelte i går i en enig og fælles erklæring, at han og klubben med øjeblikkelig virkning har sluttet samarbejdet - et år før kontrakt-udløb.

Helt som nogen bombe kom nyheden dog ikke. Allerede i sidste uge varslede B.T. nemlig, at kronisk betændelse i den ene akillessene kunne ende med at afslutte Brian Laudrups Ajax-kontrakt og dermed også hans fodboldkarriere et år før tid.

"Den endelige beslutning traf jeg op til sidste weekend," siger en afklaret og trods alt lettet Brian Laudrup til B.T. fra hjemmet uden for Amsterdam.

"Da så jeg nemlig sandheden knivskarpt i øjnene: At jeg ikke ville kunne holde ud at slæbe mig selv gennem endnu en hel fodboldsæson på gigtpiller, samt at jeg på den anden side heller ikke var parat til at investere den nødvendige to-tre-fire måneders pause i en operation, hvor resultatet alligevel ikke ville være garanteret.

Derfor var beslutningen faktisk i sidste ende hverken særlig svær eller særlig dramatisk at tage. Situationen gav jo desværre nærmest sig selv.

En fantastisk tid er nu forbi, og jeg skal til at indstille mig på helt nye tider et år før, jeg ellers ville have stoppet, men jeg klynker bestemt ikke.

Jeg har haft mange-mange store oplevelser med fodbolden. Skæbnen havde været ganske anderledes tung at bære, hvis jeg havde været en ung knægt på 22-23 år, der havde måttet stoppe karrieren og alle oplevelserne, før de næsten var begyndt."

Det er en belastningsskade fra den succesrige VM'98-slutrunde i Frankrig, der i sidste ende sætter et punktum for Brian Laudrups begivenhedsrige fodbold-karriere.

"Skaden begyndte at genere mig, da jeg efter VM tiltrådte i Chelsea, og smerterne i akillessenen steg gradvis i omfang, da jeg senere kom til FC København.

Jeg forsøgte løbende at dulme dem med piller og anden gigtmedicin, der hjælper på kort sigt, men som slidder hårdt på organerne i det lange løb.

Helt galt gik det, da jeg i januar begyndte at genoptræne efter julepausen. Op gennem foråret måtte jeg stadig hyppigere falde ud af træningen. Til sidst var det sådan, at jeg efter en kamp i weekenden først kunne træne med hen på onsdag-torsdagen for så lige akkurat at kunne slæbe mig igennem til den kommende ligakamp."

Refererer Brian Laudrup, der trods sin tiltagende smerter nåede at spille 31 af sæsonens 34 ligakampe i Ajax' trikot.

I de seneste måneder har den tidligere landsholds-stjerne, der i juli-dagene efter VM'98-kvartfinalen mod Brasilien stoppede i rødt og hvidt efter 82 landskampe og 21 scoringer, stået i løbende kontakt med Brøndby-kirurgen Eilif Larsen og selvsagt også med Ajax' klublæge.

Derfor var det i ugens første dage en forholdsvis enkel sag for Brian Laudrup og Ajax' ledelse at ophæve samarbejdet.

"Ajax havde ikke været tjent med en spiller, der skulle skrante sig gennem sæsonen på må og få, og jeg selv har jo i årenes løb skabt mig en status, der gør, at jeg ikke bare kan gå ud og spille 50-60 procent af mit niveau, i hvert fald ikke gennem længere tid.

Jeg har været utrolig glad for mit ophold i Ajax, og jeg skylder klubben megen tak for dens måde at behandle mig på lige til det allersidste."

Brian Laudrup, fru Mette og børnene Nicolai og Rasmine vil nu holde en god, lang sommerferie både sydpå og herhjemme, før familien i løbet af sommeren tømmer sit hollandske hjem og endnu en gang installerer sig i deres hus nord for København.

"Jeg har lært meget af min storebror Michael samt af min gamle landsholds-kammerat Flemming Povlsen. Ligesom dem har jeg besluttet mig for at tage et års pause og få en distance til at finde hverdagen i, så hovedet kan falde til ro, før jeg overvejer, hvad jeg herefter skal give mig til.

Ingen vil i hvert fald i denne sommer få mig til at stille op og mene noget som helst om den forestående EM-slutrunde eller om andre ting.

Måske tager det et år, måske to, eller muligvis går der kun fem måneder før, omridset af et nyt job begynder at trække i mig.

Jeg har da bestemt ikke tænkt mig at gå "under jorden", når jeg vender hjem. Og det skulle da undre mig, hvis der i tidens løb ikke skulle dukke et par henvendelser op fra nær og fjern fra folk, der måske kunne bruge mig til et eller andet.

Til forskel fra sidste gang vi vendte hjem for at slå os ned, imødeser jeg en helt anden ro, en helt anden og mindsket bevågenhed om mit liv. Nu da fodboldkarrieren er slut, er min familie og jeg jo ikke længere spor interessant for det danske fodboldpublikum."

Mener Brian Laudrup og refererer tavst til det svære halvår fra det sene efterår 1998 til maj sidste år, hvor hans FCK-intermezzo led endeligt skibbrud.

Brian og Mette Laudrup solgte tidligere på foråret deres investerings-andele i rejsebureauet Rejsegalleriet.

Derfor vender familien Laudrup hjem til dens ny, danske liv uden nogen form for "aftaler" i kalenderbogen.

På forhånd vil den siden i går forhenværende fodboldstjerne ikke udelukke, at han kunne komme til at beskæftige sig med fodbold igen.

"Nej, jeg vil ikke udelukke noget som helst. Kun, at jeg ikke vil træffe nogen vidtrækkende beslutninger for mit ny liv, før mit hoved er faldet tilstrækkeligt til ro og på plads til nye projekter.

Jeg ved fra Michael, at han trivedes vældig fint med at gå omkring i et helt år i fred og ro, før han besluttede sig for jobbet som kommende assistenttræner for Morten Olsen.

Selv har jeg i dette øjeblik ikke den fjerneste fornemmelse for, hvordan min fremtid kan finde på at udvikle sig. Jeg har haft en fantastisk tid, et fantastisk liv i fodbold. Nu er tiden så inde til at finde ud af, om der vitterlig også skulle være andet i livet end fodbold."

Smiler Brian Laudrup og tilføjer:

"Det er der selvfølgelig helt bestemt. Men måske vågner jeg alligevel op en dag om et års tid og opdager, at mit liv alligevel ikke kan gå videre uden fodbold. Men den tid, den glæde..."