Helt eller skurk. Historierne om Bjarne Riis er for meget i øjeblikket, mener Brian Holm. Men det er de også, når han bliver rost under Touren.

I kølvandet på Bjarne Riis’ salg af sit cykelhold til russeren Oleg Tinkov er tonen i debatten blevet skærpet. Blogs fra BTs kommentator Peter Brüchmann og Berlingskes sportsredaktør Flemming Fjeldgaard har mindet om, at cykelholdet – og Riis’ gevinst ved salget af det – er funderet på snyd, både det Riis har erkendt, da han selv kørte, og de doping-indrømmelser, som flere af hans tidligere ryttere har gjort.

Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen er i flere omgange kommet Riis til undsætning på sin Facebook-side. Her har han givet udtryk for, at danske sportsjournalister er alt for fokuserede på doping, og at de interesserer sig for lidt for cykling.

Brian Holm har i mange år været en del af cykelsporten. Først som aktiv rytter på Telekom og siden gennem en lang karriere som sportsdirektør hos T-Mobile, der blev til HTC og siden Omega Pharma-Quick Step. Han har også fulgt, hvordan medierne gennem årene har behandlet Riis.

- Jeg synes også, at det tager overhånd med Bjarne i øjeblikket. Men det går begge veje. Selvfølgelig får den en tand ekstra nogle gange, det er vi godt klar over, og det er jeres job. Når det går godt, så skal vi høre om B.S. Christiansen, der smed Ivan Basso i vandet, så han lærte at svømme og vandt Giroen, vi skulle høre om Tyler, der fik speciel behandling af Ole Kaare Føli. Alle de der historier, der var så søde, at vi fik huller i tænderne, de kommer også, siger Brian Holm.

- Så han bliver også rost, rost, rost, mere end han måske har fortjent. Så Lars Seier skal lige huske på, at pendulet svinger altså begge veje. Men det må man også tage med, man må tage det sure med det søde i den her branche. Når det er Bjarne Riis, så er vi ovre i ekstremerne, vi andre er lidt mere kedelige, konstaterer Brian Holm.

- Når jeg ser aviserne, så vil jeg stadig sige, at der er mere cykling, end der er doping. De skriver meget om Cult og de der hold, der står forbløffende meget om Lasse Norman og olympiske medaljer, 4 km holdet og World Cup. At der så også står om doping, det må vi leve med. Nu har vi været fulde af løgn i snart en generation af cykelryttere, så der er ikke noget at tude over. Og de unge ryttere skal holde kæft, lade være med at tude og være glade for, at de ikke kørte i ’86 eller ’96. De tjener det femdobbelte af, hvad vi gjorde, og de kan køre rent, så lad nu være med at stå og tude over nogle doping-spørgsmål, fastslår Brian Holm bestemt og glæder sig over, at stort set alle doping-historierne handler om gamle ryttere.

- Det bedste ved de her doping-historier er, at der stort set ikke er noget nutidigt. Det er ikke Mark Cavendish, det er ikke Tony Martin eller Chris Anker, der har været rodet ind i noget. Det går 10 år tilbage, så på den måde ender det som en blåstempling af nutidens cyklister.

- Da jeg fik nys om, at Bjarne kunne sælge holdet, var der kun et svar: Kan du se at sælge det! Hvorfor skulle han fortsætte – det er jo mange penge, rigtigt mange penge. Jeg vidste ikke, at han ville gøre det, men jeg vidste nok, at chancen var der. Og jeg ville have erklæret ham for tosset, hvis han ikke havde gjort det.