Den tidligere cykelrytter Brian Holm er blevet tiltalt for blufærdighedskrænkelse. Det oplyser hans advokat til tv2.dk
- Der bliver et retsmøde i sagen. Min klient er blevet tiltalt for blufærdighedskrænkelse, siger Karoline Døssing Normann til tv2.dk.
Brian Holm nægter sig skyldig i anklagen.
- Jeg har drøftet anklageskriftet med ham, men han var velforberedt på det. Det ændrer ikke på hans indstilling, nemlig at han nægter sig skyldig, siger Karoline Døssing Normann.
Det står klart, efter Københavns Politi har valgt at rejse tiltale mod den 51-årige Brian Holm for blufærdighedskrænkelse af en pige under 12 år.
Anklager Jacob Buch-Jepsen bekræfter over for BT, at Brian Holm er blevet tiltalt.
- Jeg kan bekræfte, at der er rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 232, og at sagen er berammet til onsdag i næste uge, altså 2. juli, siger Jacob Buch-Jepsen.
Dermed 'besindede' politiet sig, som Brian Holms advokat har udtrykt det om tiltalen, som er væsentligt mildere end sigtelsen, der i begyndelsen gik på straffelovens § 216 - den såkaldte voldtægtsparagraf.
Blufærdighedskrænkelse, som Brian Holm er sigtet efter, har ifølge straffelovens § 232 en strafferamme på op til fire års fængsel. Han har siden sagens begyndelse nægtet sig skyldig i anklagen.
Sagen blev første gang omtalt 26. maj, da BT og andre medier offentliggjorde, at 'en sportsstjerne' var sigtet i en sex-sag, der var omfattet af navneforbud. Det valgte Brian Holm selv at bryde, da han dagen derpå stod frem på et pressemøde og fortalte om det pres, han var under.
- Jeg står frem her nu. For jeg vil ikke gå og lege skjul. Jeg vil ikke spille usynlig i flere måneder. Det er en lortesituation, men jeg har det allerede bedre nu, sagde han til de fremmødte journalister.
Brian Holm skal, som tingene ser ud p.t., fortsat til Frankrig som sportsdirektør for cykelholdet Omega Pharma-Quickstep, men han har valgt at tage orlov fra Frederiksberg Byråd, hvor han er valgt ind for de Konservative. Han er ligeledes midlertidigt stoppet som cykelkommentator hos Eurosport.
Efter Brian Holm er stået frem, har Retten på Frederiksberg valgt at anmelde BT, Ekstra Bladet og Metroxpress for at overtræde navneforbuddet, fordi aviserne beskrev Holm som 'sportsstjerne' og knyttede sagen til Frederiksberg, hvor han er bosat. Det brud afviser både BT og de andre medier at have begået.
BT har flere gange været i kontakt med faderen til den pige, der føler sig krænket. Familien ønsker ikke at kommentere sagen.