Det var en lettet Brian Holm, der mødte pressen efter frifindelsen, men det var også en anderledes fåmælt sportsdirektør.
Den tidligere cykelrytter og nuværende sportsdirektør Brian Holm blev sent torsdag eftermiddag frifundet i sagen om blufærdighedskrænkelse. Her erklærede en enig domsmandsrets ham frifundet i alle anklager om, at han skulle have krænket en 7-årig pige, som overnattede hos Holm-familien natten til 26. april i år.
Uden for retsbygningen på Frederiksberg stillede Brian Holm som vanligt op for at svare på spørgsmål fra de fremmødte journalister, men der blev i modsætning til dagen forinden sparet på de kække bemærkninger og de lange sætninger.
- I forhold til hvordan jeg ellers kunne have det, har jeg det meget fornuftigt, sagde Brian Holm.
- Det er meget rart, at der er ved at komme ro på sagen, så jeg ikke skal spekulere på det mere.
Har det været et hårdt døgn?
- I går var den bedste dag i lang tid, fordi jeg for første gang kunne tale om sagen. Jeg har ikke engang kunnet tale med mine venner om den, og på den måde var det rart endelig at kunne gå ud og tale om det, sagde hans og tilføjede:
- Og så havde jeg selvfølgelig regnet med, at dommen kom i går, så i dag var en af de længere dage.
Hvad gik der gennem dit hoved, da dommen blev læst op?
- Det gik lidt hurtigt. Jeg troede, at kendelsen først kom til sidst, når hun havde talt i ti minutter, så jeg sad og spekulerede over, om jeg havde hørt rigtigt.
Da en journalist formastede sig til at spørge, 'hvad det egentlig var, der havde været så slemt', kom det prompte fra Holm:
- Så har det heller ikke været værre. Jeg ved godt, at alle har prøvet at kalde det 'mit livs mareridt', men det er ikke mine ord.
Er det ikke dit livs mareridt?
- Nej, jeg har prøvet lidt af hvert.
Hvad skal der ske nu?
- Jeg skal hjem og drikke kaffe. Og vel lave det samme, som hvis udfaldet havde været et andet.
Men der er vel forskel, i forhold til hvis du havde fået en ubetinget dom?
- Det havde ikke været sjovt, medgav han.
Det er endnu uvist, hvornår - og om - Brian Holm skal af sted mod Frankrig og Tour de France som sportsdirektør for det belgiske cykelhold Omega Pharma-Quick Step.
- Nu skal jeg lige hjem og tygge på det hele.