Kære Annette.

Jeg håber, at du kan hjælpe mig lidt med at overskue min situation. Lige nu er jeg bare ked af det og har mest lyst til at gå fra min kæreste, som jeg ellers elsker overalt på jorden og har været sammen med i 9 år.

Inden jeg fortæller om det egentlige problem, må jeg jo hellere fortælle, at de sidste 10-12 år har været hårde såvel fysisk som arbejdsmæssigt. Efter en ulykke, sygdomsperioder, arbejdsprøvning og fleksjob endte det med pension for nogle år siden. Det har været ufattelig hårdt, og jeg kæmpede og kæmpede for at kunne fastholde mit arbejde. Jeg fik efterfølgende en depression. Midt i alt dette var jeg samtidig så heldig at møde min skønne kæreste, som er forblevet trofast ved min side.

Ingen af os havde børn, da vi mødte hinanden. Med de problemer som jeg har kæmpet med, har der ikke været meget plads til overvejelser herom - vi har dog forsøgt, men uden held. De sidste 2 år har vi været i behandling. Det har været hårdt. Jeg har på grund af min sygdom været meget i tvivl om jeg reelt set kan holde til at få et barn, hvilket min kæreste har haft svært ved at forstå. Jeg har hele tiden været bange for, hvorvidt min kæreste vil gå fra mig, såfremt vi ikke får børn.

Men nu har jeg, i løbet af sommeren, fortalt ham, at jeg ikke længere kan forsætte med fertilitetsbehandlingerne. Det sidste forsøg påvirkede mig simpelthen så meget, at jeg blandt andet udviklede angst. Jeg orker simpelthen ikke mere og jeg kan ikke længere putte de lyserøde briller på, og håbe at det skal nok gå det hele. Jeg tror ikke på, at jeg kan klare at få et barn. Men kæresten vil ikke tale om det - udover at han har sagt, at han gerne vil fortsætte behandlingerne. Men det er jo det, som jeg har fortalt ham, at jeg ikke kan! Jeg har prøvet og prøvet at få ham til at tale. Jeg har grædt og skældt ud. Det er lykkedes mig at få ham til at sige én sætning yderligere. Nemlig: 'Jeg er her stadig'...

Jeg er bange for at han går, samtidig som jeg er frustreret over den tavshed jeg bliver mødt med. Hvad betyder det? Er han ved at gå? Accepterer han og bliver? Skal jeg presse ham til at tale yderligere - eller bare gå videre og lade som om alt er i den skønneste orden? (Selv om alt jo er kaos i mig, for det skulle vel også gerne være en fælles beslutning? - eller hvad?

Suk...

Mvh. fynboen.


Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.

Læs flere svar fra Annette i brevkassen »


Kære fynbo!

Det er godt nok et surt problem, for du har jo ret: I skal være to om beslutningen. Nu er der bare det ved det, at det er dig, der skal gennemgå den fysiske del af behandlingen, og hvad jeg kender til det, så er det både et smertehelvede og et følelseshelvede, fordi man er påvirket af hormonerne. Jeg kender mange, der er faldet fra, fordi de simpelthen ikke orker behandlingen.

Men der er også et andet meget vigtigt argument her, som ingen af jer kan tillade jer at overhøre. Du skriver flere gange, at du er i tvivl om, hvor vidt du kan klare at få et barn. Og her viser du et meget vigtigt hensyn, nemlig hensynet til det ufødte barn. Enhver ved jo, at det kræver ekstra ressourcer at få en lille. Der skal være det nødvendige overskud, for at et barn kan få den rette indgang til livet. Det er meget stort at kunne tilsidesætte sit eget behov for at få et barn, fordi man kan se, at man ikke har nok at tilbyde barnet. Det skal du have ros for, og det synes jeg også, du skal bruge som argument overfor din kæreste.

Går han fra dig? Det ved vi jo ikke, men du kan i hvert fald gøre to ting for at få mere vished. For det første er det vigtigt, at du i et meget afklaret tonefald gør ham det bevidst, at du IKKE kommer til at føde ham et barn, da du IKKE mener dig i stand til at varetage rollen som mor. Det vil være en meget klar udmelding, som ikke efterlader noget håb hos ham. Det vil sige, at her må han ligesom gøre op med sig selv, hvor vigtigt det er for ham med et barn.

For det næste skal du gøre ham klart, at du elsker ham, men at der skal to til tango. Hvis denne her tango skal danses videre uden børnedrømme, hvad er det så for drømme, I skal opfyldes af? Hvad er det for fælles mål, I skal stile mod? Det er vigtigt – hvis I skal blive sammen – at I nu finder ud af at pleje jer to som par. I havde en drøm, der hed børn. Den drøm forsvandt. Hvad vil I så gerne opnå og opleve sammen?

Jeg forstår godt din angst for, at han vil gå sin vej. Der er helt klart en risiko. Men ingen af jer vinder noget ved at trække tiden ud. I mærker begge smerten ved ikke at skulle have børn. Brug det til at få jer tættere sammen. Græd sammen og trøst hinanden. Lige nu gør I ikke andet end at bevæge jer i hver sin retning: Dig, der har trukket stikket men ikke helt kan overskue konsekvenserne, og ham, der højst sandsynligt går rundt med et håb om, at alt nok skal lykkes.

Jeg håber for dig, at du får ham ud af busken. I kan jo eventuelt læse mit svar sammen.

Kram fra Annette