Hej Annette

Vil du hjælpe os med at kaste lidt lys over vores problem?

Min kæreste har haft hund i 15 år og den døde for nylig. Vi har boet sammen i 3 år. Vores problem er at han er til små hunde og jeg er til lidt større hunde. Han ønsker en ny hund, da der er et tomrum. Han vil gerne have en ny lille hund, og jeg er bare ikke til små hunde. Det er mig der går hjemme ved hunden hver dag, da jeg arbejder hjemmefra, og altså mig der passer hunden hver dag. Han er hjemmefra 9 timer om dagen. Situationen er en anden nu, synes jeg. Vi er en familie på tre, han, jeg og min søn på 10 år. Er det for meget forlangt af mig, at jeg gerne vil have en hund jeg kan lide, når de er mig der tilbringer meget tid med den? Vi er lige flytte på landet, hvor jeg går meget alene, og det ville være rart med en lidt større hund der kan sige ordentligt vov, hvis der kommer nogen.Vi har så svært ved at finde et kompromis. Han VIL have en lille hund.

Kan du hjælpe os lidt?

Venlig hilsen Skytten


Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk


Hej Skytten!

Først og fremmest så synes jeg, I skal kigge lidt på argumentationen hver især. Hvad er det, din kæreste godt kan lide ved det at have hund? Hvis det handler om at have den på skødet og i sengen, at nusse med den og lige kunne snuppe den med i bilen, så er der helt klart god grund til at holde fokus på den lille hund. Det lyder som om, du er mere til en vagthund. Føler du dig utryg, efter I er flyttet på landet? Det kan jo imødekommes på andre måder (alarm m.m.). Ud fra det lidt, du har skrevet, tænker jeg, at det er det nære forhold til hunden, din kæreste er vild med. Jeg siger ikke, at man ikke kan få et nært forhold til en stor hund, men det kræver en helt anden slags arbejde.

Jeg har opdrættet 3 hunde – dvs gået flere år på hundeskole med hver af dem, og jeg har haft hund fra jeg var 11 og indtil for få år siden, så jeg synes jo godt, jeg ved noget om hunde. Store hunde betyder mere arbejde. De SKAL motioneres. Ellers er det simpelthen synd for dem. De er som regel dyrere i dyrelæge-regninger og helt sikkert dyrere i kost. Jeg siger det ikke for at skræmme, men fordi det ikke er en ligegyldig faktor. Det kræver sin mand/kvinde at lære at sætte sig i respekt for en større hund. Måske er det der, din kæreste går kold.

Der er også den mulighed, at din kæreste ikke gider for mange hundehår. Det kan jo altså imødekommes med at vælge den rette race. En puddel fælder ikke, og den fås jo i en ret stor og i øvrigt helt vidunderlig udgave (kongepuddel), som man ikke behøver klippe som en løve. Den kan man sagtens bare klippe helt kort.

Hvis familien skal have en hund, så er det vigtigt, at det bliver hele familiens projekt. Alle skal føle sig knyttet til hunden, og den skal have respekt for jer alle tre. En stor hund kan godt blive noget af en mundfuld for din søn. Jeg er med på, at der findes skønne familie-hunde, som ikke er kæmpestore motions-monstre, men så er der heller ikke ret meget vagthund i den. Altså ikke mere, end at den kan sige vov, når der er noget, og det kan mindre hunde også finde ud af. Præventivt kan man så sige, at den store hund ”virker” bedre på tyveknægte.

I skal altså have finjusteret jeres argumentations-teknik.

Derefter skal I researche, for der findes jo ikke bare large og small. Der findes jo et væld af størrelser. Hvor går din grænse? Hvor går din kærestes. Eksempelvis: Jeg ville ikke selv kunne lide noget, der var mindre end en cairn terrier (så kunne man lige så godt købe et marsvin) ej heller noget større end en labrador…med mindre det var en ikke-fældende race som nu kongepudlen. Så man kan ikke bare sige stor eller lille. Man er nødt til at gøre det nødvendige forarbejde. Lån eller køb en bog om hunderacer.

Hund skal I have. Det er der ingen tvivl om, men dit argument med, hvor meget eller lidt, du er hjemme…det holder ikke. For det er jo ikke i første omgang dig, der har ytret ønske om en hund. Men naturligvis skal det være en hund, som du også føler noget for.

Et stort vov til jer.

Annette