Vi lærte hinanden at kende for 8 år siden da hun boede i København og jeg på Lolland. Hun valgte at flytte til Lolland og hun er rigtig glad for at bo hernede. Hendes datter som var 7 dengang var meget stille og indelukket, blev glad og positiv og kom virkelig i live her på Lolland. Men siden hun blev 10 år har hun været sådan mod mig: Snakkede til sin mor som om jeg slet ikke var der og når datteren gjorde noget sagde moren aldrig fra. Lige meget hvad pigen er begyndt på eller startet til har hun aldrig fuldført noget (jo skolen passer hun til punkt og prikke, det er jeg stolt over). Hun er dygtig til at hjælpe herhjemme og passe sin skole, men desværre er det tit mig hun er sur på eller skal demonstrere over for. Når hun er sammen med mine to piger går det godt 85 % af tiden, resten er kun det hun vil eller har lyst til. Når hun er hos sin storesøster i København, som også har mand og to børn, kan der gå to timer efter hun er kommet, så skriver hun til sin mor, hun keder sig.

Jeg var på Fanø sidste år sammen min kæreste og mine to piger. Min steddatter var hos sin far. Lige pludselig ringede min steddatter på dag to. Faren var så stiv (har altid drukket, han er alkoholiker) at der ikke var nogen kontakt til ham på sofaen. Hun ville ikke længere være hos sin far, så min kæreste og jeg var hurtige og satte hele systemet i gang for at få hende over til os. Hele natten græd min kæreste jeg krammede og holdt om hende og sagde jeg altid vil være der. Datteren kom næste dag, og jeg var der for hende og trøstede hende, og næste dag fik vi hende over til os på ferien. Hun tud brølede da hun så sin mor, jeg trak mig tilbage for de kunne være lidt selv. Vi kørte så til camping pladsen, hvor vi snakkede om alt muligt, bare ikke det. Ved aftenstid kunne man slet ikke mærke, at noget var galt. Så begyndte hun at kede sig og her var totalt kedeligt, sagde hun, og viftede med sin mobil og sagde ’her er sgu ikke engang signal’. Min kæreste viste mig en par ark om hade skrifter om hendes far - meget stærk læsning. Jeg følte mig skidt tilpas på pigens vegne. Tænker virkelig på de problemer hun har med sin fars alkohol, storsøster der har haft anoreksi og prøvet selvmord, samt en storebroder der som teenager var kriminel og i fængsel. Alt dette har hun oplevet som lille.

På tredje dagen sagde min kæreste lige pludselig at hun skulle tilbage til sin far, for det ville datteren. Jeg blev sur og sagde at nej det skal hun ikke, pga. det druk som altid har eksisteret. Jeg blev såret inden i og knust fordi jeg har gjort alt for at vise mig som go for dem begge. Nu føler jeg mig svigtet og til grin, da der pludselig ikke var noget galt. Hun tog tilbage til sin far, hvilket jeg ikke har forstået i dag. Jeg har spurgt min psykolog om det her, og har ringet til alkohol linjen og en af vores fælles venner, der har en far der er alkoholiker, og snakket med en ungdomsrådgiver - alle siger til mig hun aldrig skulle have gået tilbage til sin far. Når jeg konfronterer min kæreste med dette, så får jeg at vide, jeg er så klog, eller så siger hun bare… ja ja ja.

Men så her til nytår (2010 boede vi stadig sammen), var hun hos sin far igen. Hun ringede og sagde at nu var faren total stiv igen. Jeg blev så ked af det, men heldigvis var hendes store datter på 24 år i byen i Sjælland og hentede hende. Selv om jeg ikke bor sammen med min kæreste er jeg stadig ked af det. Vi hygger, går ture, spiser sammen og sover hos hinanden. Nu er det sådan, at når jeg kommer på besøg render datteren ovenpå og tuder og ryster, fordi hun er bange for mig, siger moren. Jeg har fået forklaret, at det er skuespil, fra familie og venner og et bevis på at hun søger opmærksomhed fra sin mor. Når min kæreste og jeg er alene hygger vi og nogle gange sover hos hinanden, men ingen må vide vi er sammen. Sidst vi var sammen ude og gå ringede datteren, og da hun hørte vi var sammen, smed hun røret på. Lige nu er min ekskæreste kold. Den ene gang kan vi være sammen og næste gang vil hun ikke se mig. Lige pludselig skal vi mødes og holde weekend sammen. Jeg elsker hende, men jeg er bekymret, for det er som om, min eks-kæreste flygter. Vi har lige været til min datters konfirmation, uden min steddatter, fordi hun var syg hjemme. Der kyssede min eks mig flere gange og når hun får lidt at drikke bliver hun vildt flirtende med mig. Steddatteren er altid hjemme. Hun går slet ikke til noget, hun har dårligt knæ, da hun har fået knæet opereret, men hun er aldrig sammen med nogen og sidder bare hjemme hos sin mor. Når hendes mor skal noget, skal hun være med sin mor. Nu har steddatteren fået en veninde, hvor venindens forældre har inviteret hende med på pinse ferie. Hun gider ikke i ungdomsklub eller noget i den stil, og interesserer sig kun for at shoppe og gå i biografen.

Nu har steddatteren slettet mig fra Facebook. Er det mig der ser det galt?

Hilsen H.

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.

Kære H!

Det er kun et ganske lille bitte uddrag, der er blevet lagt på nettet. Jeg har i øvrigt kortet ned i dit 5 sider lange brev. Det håber jeg, du er OK med.

Jeg kan virkelig mærke din desperation, og jeg kan også godt forstå den. Du elsker din ekskæreste, og I har haft nogle gode men lidt turbulente år sammen.

Der er jo en del skelletter i skabet i den familie, som har været din de sidste otte år. En alkoholisk far, en anorektisk datter, en kriminel søn og en konfliktsky mor. Det ligger næsten i kortene, at den lille pige skulle få en svær ungdom. Faderen har fået lov at spille en rolle, selvom det nok ikke har været det mest hensigtsmæssige. Du har forsøgt at være reservefar for hende, men har nok ikke fået den plads, du burde have haft. Delvist fordi moderen har modarbejdet det. Det, jeg prøver at sige, er, at jeg kan faktisk godt forstå, at pigebarnet er blevet, som hun er.

Hun er rastløs, fordi hun ikke helt føler sig hjemme nogen steder. Hun er splittet i sine følelser. Til sin mor, til sin far og derfor også til dig. Hun bærer rundt på en sorg og frustration, og det kommer til udtryk i hendes trang til at gøre sig bemærket. Hun savner simpelthen opmærksomhed (og det kan du oversætte med omsorg). Her burde hendes mor for længst have aflæst hende og have øst ud af sin kærlighed. Men jeg tror, moderen er en anelse kejtet på det område. Det er i hvert fald min fornemmelse. Ergo skal datteren finde en anden måde at fange sin mors opmærksomhed på, og det sker så ved at rette skytset mod dig. Hun ved jo, at hvis moderen skal vælge mellem sin datter eller dig, så kommer du til at trække det korteste strå. Så her kan datteren ”vinde” sin mor og således få hendes opmærksomhed.

Jeg ved så godt, at du forsøger at give hende omsorg og kærlighed, men da du ikke er hendes rigtige far, så ender du med at virke omklamrende i stedet for favnende. Du er måske lidt for ivrig til hendes temperament.

Dybest set kunne det være gået hende langt værre, men jeg tror faktisk, at din steddatter udviser en vilje til at overleve. Hun kæmper. Og så kan vi to jo godt blive enige om, at det er en ærgerlig måde, hun vælger at kæmpe på. Men hvordan søren skulle hun næsten kende til andre redskaber? Jeg synes ikke, det lyder som om, hun har fået den bedste ballast i sine første leveår.

Til alt dette skal du lægge, at hun nu er teenager. Jeg ved godt, dette her startede, da hun var ti, men det er faktisk ikke helt usædvanligt, at piger har en meget tydelig præ-teen-age periode. Hun er en lille stædig (stærk?) en, og måske er det det, der vil hjælpe hende igennem sine teenageår, uden at hun ligesom sine søskende kommer ud i anoreksi og kriminalitet. Hun er en lille bulldozer, som selvfølgelig gør livet til et helvede for dig, men med lidt held bliver der en sund, ung kvinde ud af det senere. Er det ikke det vigtigste? Hun lyder heller ikke meget anderledes end andre teen-age piger, jeg kender til, men det betyder ikke, at det er en formildende omstændighed.

Hvis nu du og din eks kunne have et kæreste forhold uden at bo sammen (dog uden at lyve for omgivelserne og datteren…jeg tror ikke på løgnen som en løsning), så ville jeg synes, det var den bedste løsning for jer alle. Men desværre tyder noget jo på, at hendes følelser for dig er falmet en anelse. Ja faktisk så synes jeg, det virker som om, du er blevet sådan en, der bare er rar at have. Det kan jeg selvfølgelig tage fejl af, men jeg tror, du skal gøre dig klar til at give mere slip. For jo hårdere, du vil holde fast, jo mere vil din eks ønske at bryde helt.

Du er kort og godt nødt til at bakke lidt, så pigerne (din eks og steddatter) kan få luft. Heldigvis har du to andre dejlige piger, du kan øse al din kærlighed ud over imens.

Annette