Men, problemet er, at hun og hendes mand fornægter alt, og håner både min mand og mig i lokalsamfundet, som utroværdige sexfantaster. Gid det var så vel.

Det skal siges, at en del af de lokale ved, vi taler sandt, men en lille kreds omkring os, tror mere på elskerinden. Først skal jeg døje med smerten over utroskaben, derefter med hån fra hende og hendes proselytter, der hellere vil grine af os. Det føles dobbelt ondt.

Lad det samtidig være sagt, at jeg er ikke enig i, at det altid er den anden ægtefælles skyld (her mig), hvis man bliver svigtet. For min mand er det en livsstil (også hans ord, da vi har talt meget herom), og det er spændingen ved sidespring, der har haft den store interesse. Min mand har fået alt, hvad jeg har kunnet give ham, og gør det også i dag.

Han har lovet, det ikke sker mere, og han er da også oppe i årene. Hjælp mig, er jeg for nærtagende? Har jeg for gammeldags en opfattelse?

Venlige hilsener mig

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.

Kære kvinde!

Jeg kan godt forstå, at det nager dig. Jeg ved, du har været igennem et skrækkeligt forløb, og jeg vil gerne rose dig for, at du på trods af ydmygelsen har rejst dig og har tilgivet din mand hans utroskab. For resten mener jeg slet ikke, at man kan tale om, at utroskab er ”den andens skyld”. Utroskab handler om så mange andre ting, og beslutningen tilhører først og fremmest den, som udfører gerningen. Men skyld er sådan et dumt ord, fordi det indsnævrer mulighederne for at kigge nuanceret på situationen.

Du spørger, om du er nærtagende. Det synes jeg nu ikke, du er. Men jeg tror, du skal vælge at lukke bogen nu. Du lytter måske lidt for meget til det, jeg vil kalde landsbysladder. Bor I i en meget lille by? Jeg tror, du skal ranke ryggen og være stolt over dig selv, og når nogen bringer emnet på banen, så tror jeg, du skal sige fra med det samme: Du ønsker ikke at tale mere om den sag. Det handler jo også om, at du aldrig kan få helet såret, hvis der hele tiden ribbes op i sagen.

Hende elskerinden har en fremtrædende rolle i jeres lille samfund (det ved jeg fra vores korrespondance), men du er nødt til at hæve dig over hende. Tænk på hende som et lille menneske. At hun har brug for at nedgøre dig og finde allierede rundt omkring i byen, tja, det må stå for hendes regning. Hold dig for god til at lade dig gå på.

Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort, men du er nødt til at starte et sted. En dag vil tavlen være visket ren. Men jeg erkender, at det kan tage år. Du kan ikke vinde dem alle. Glæd dig over den opbakning, du har fået fra en del af de nærmeste, og så læg resten i glemmekassen. Jeg tror helt ærligt, du vil blive gladest for den løsning.

Knus fra Annette