Hej Hanne.

Jeg skriver til dig, fordi jeg efterhånden er så langt ude, og jeg ikke aner hvad jeg skal gøre. Min kæreste gennem 12 år er tidligere alkoholiker. For 6 år siden gik han i behandling og har været ædru lige siden, hvilket selvfølgelig er dejligt!

Problemet er bare, at vi overhovedet ikke har sex. De første år efter behandlingen havde vi sex fem gange og efterfølgende er det gået støt nedad. De sidste to år har vi så haft sex en gang. Jeg har spildt så mange tårer i den tro, at det var mig den var gal med og er efterhånden kommet til den konklusion, at det ikke kan være mig, selvom han dog giver mig skylden, fordi jeg til tider er en kælling, og det er derfor han ikke gider mig. Men seriøst, jeg er jo ikke en kælling hele tiden, og man har da de naturlige drifter? De sidste mange år har vi ikke engang sovet i samme seng, og det knuser mig, at han ikke engang gider ligge ved siden af mig. Berøring ligger på et minimum og kys hører til de yderste sjældenheder. Når vi har sex, er det uden øjenkontakt fra hans side og med snerten af pligtfølelse overfor mig.

Trods alt dette elsker jeg ham, og vi er de bedste venner, men han er da også mega jaloux og hader at jeg snakker med andre mænd til fx fester. Når jeg skal ud med vennerne, slipper jeg ikke for grove skænderier, gerne 4-5 timer før jeg skal af sted, og hvis jeg fortæller det et par dage før, ja så kører turen i et par dage. Det har gjort jeg har lukket mig selv ned, og sjældent tage ud længere, det er simpelthen for hårdt at skulle den tur igennem hver gang. Jeg forstår ikke, hvordan han kan være så jaloux og samtidig ikke gider mig? Jeg føler mig så voldsomt ensom og glasagtig. Jeg har en dejlig krop og er uden at ville lyde for selvoptaget, er jeg rimelig smuk og mænd har altid rendt efter mig. Alligevel føler jeg mig så grå, grim og usexet! Jeg ved, det er ham der kører mig ned og giver mig dårlig selvtillid, og jeg prøver virkelig at komme udover det og ikke tage det for nær. Men den intime kontakt, jeg så desperat higer efter, gør at jeg føler mig så ukomplet. Jeg savner ham. Jeg savner, det vi havde, og jeg kan ikke fordrage den usikre, sure kælling jeg er blevet til. Men hvor fanden starter man?

Jeg har grædt, råbt, tudet, grinet, snakket, rystet på skuldrene, givet utallige blowjobs og lige meget hjælper det. Jeg kan ikke få 'hul' på ham! Vi har et godt liv og en helt almindelig hverdag, hvor den ene dag tager den anden og tiden bare går, samtidig føler jeg, at jeg bliver trukket mere og mere ud. Jeg savner den sociale kontakt med mennesker, uden skænderiet med ham! Ligeså stille er jeg faldet ind i kedsomheden og den lettere utilfredse tilværelse. Han har taget mig selv fra mig. Det sjove er, at han er blevet alkoholbehandler, og igennem den 3- årige uddannelse har han ikke ændret sig (overfor mig). Han arbejder ikke som dette i dag, jeg håbede sådan, at den indsigt fra uddannelsen ville få hul på bylden om vores sexliv. Det sidste halve år er han blevet mere aggressiv og utålelig, og jeg tager mig selv i at sidde og kigge på ham, og føle væmmelse, og det ved jeg så absolut ikke er gode tegn.

Skal jeg bare acceptere dette tvungne cølibat og tage til takke med at have en mand, der er min ven? I årevis har han brugt, den dumme kælling- stress- træthed- arbejde- undskyldningen, og jeg har accepteret, dog nogen gange under protest, men det er bare ved at hænge mig så langt ud af halsen! Jeg kommer ingen vegne og står og stamper i gulvet.

Jeg overvejer at sige, at det var det og takke pænt for 12 år, men kan ikke få mig selv til det. Jeg elsker jo stodderen! Jeg overvejer en elsker, så jeg kan få den intimitet jeg trænger så alvorligt til, kan jeg virkelig det? Hvad fanden gør jeg? Hvordan kommer jeg videre, gerne med ham ved min side? Hvordan får jeg ham den glade mand tilbage, ham jeg kendte for mange år siden? Hvordan får jeg mig selv tilbage? Jeg har foreslået parterapi adskillelige gange, og han synes altid det er en god ide, og ja, så strander den der. Jeg er næsten sikker på, han bare snakker mig efter munden, fordi han ved, det ikke bliver til noget, når han ligesom heller ikke tager initiativet til noget. Så jeg går bare stille ind i min hverdag igen, med arbejde, opvask, tøjvask og rengøring, mens jeg føler mig mere kold, tom og ligegyldig. Tårer er der ikke flere af, de tørrede ind for mange år siden. For hver gang han har knust mit hjerte med sine afvisninger, har jeg lagt en mursten, og nu er der snart ikke noget hjerte tilbage. Men skjult inde bagved, hvor irriterende det end er, elsker jeg ham, så tåbeligt og klicheagtigt!

Jeg takker for en god brevkasse og håber at mit lille brev bliver læst, så jeg kan få en udefrakommendes kommentar og indsigt.

Venlig hilsen S

Har du et spørgsmål til sexologen? Skriv til sexogsamliv@bt.dk.

Kære S.

Du må være meget dårligt vant, hvis du betragter din mand som en rigtig god ven. Alene det at han slet ikke har øje for, hvor skidt, du har det, siger mig, at du har en overordentlig selvoptaget mand og ufølsom mand. Ved han mon overhovedet, hvad kærlighed er?

Hvis der ikke sker ændringer i Jeres forhold, er det kun et spørgsmål om tid, hvornår du knalder ned med en depression. Det er jo fuldstændig vanvittigt, at du accepterer ikke at se andre mennesker.

Jeg mener, det er en dårlig idé at tage en elsker, fordi det blot vil gøre grøften mellem Jer endnu større.

Det er ikke usædvanligt, at der dukker problemer op, når en alkoholiker bliver ædru, men hvad det lige handler om for ham, er ikke til at vide. Men det er ikke i orden, at han ikke vil arbejde med sig selv. Det kan godt være, at du er en kælling af og til, men det betyder jo ikke, at du så skal acceptere at leve i et kærlighedsløst forhold. Hvis jeg var dig, ville jeg bestille tid hos en psykolog med parterapi som speciale. Nægter han at deltage, ville jeg se at komme ud af det forhold, hvor ondt det end måtte gøre. Prøv bare at forestille dig, at sådan vil de næste mange år også se ud.

Held og lykke

Hanne