Hej Annette.

Til at starte med vil jeg gerne sige at jeg synes du laver en fantastisk brevkasse. Så håber lidt du kan komme med nogle gode råd til mig.

Jeg har været rigtig stresset gennem meget lang tid, det resulterede så i at jeg for 7 måneder siden måtte sygemelde mig, da jeg ikke var i stand til særlig meget. Mit problem er simpelthen at jeg bekymrer mig alt for meget hele tiden. Havde både en god barndom og en dårlig barndom da jeg voksede op, og det er som om at det er den dårlige del der forfølger mig og som jeg ikke kan slippe.

Jeg tror ikke rigtig på mig selv mere og har ikke så meget tillid til andre. Folk kan fortælle mig nok så mange gange hvor godt jeg ser ud og hvor sød jeg er, men der er et eller andet der siger mig det ikke passer.

Tror desværre jeg hænger fast i alle de dårlig ting min far gjorde. Det har ødelagt mit selvværd rigtig meget. Jeg har for det meste en rigtig god facade, men det er begyndt at krakelere, så det bliver svære og svære skjule.

Min læge siger at det er psykisk stress, og at jeg bliver nød til at få styr på mig selv, ellers vil det ødelægge mit liv. Men synes det er langt lettere sagt end gjort.

Den eneste grund til at jeg vil gøre noget ved det nu, er fordi jeg har fået en masse fysiske komplikationer. Såsom mavesmerter, kvalme, spændingshovedpine/hovedpine, søvnbesvær, har det dagligt, hvilket er rigtig frustrerende. Har aldrig haft lyst til at snakke om de ting der er sket, føler det er så længe siden, og vil egentlig bare gerne glemme det og komme videre. Og det er måske nok også stadig et rigtig ømt punkt.

Hvad ville du gøre i mit sted? Og har du nogle gode råd?

Venlig hilsen

den frustrerede kvinde

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.


Kære kvinde!

Jeg har lidt svært ved at tolke dine hentydninger. Hvad er det, din far har gjort? Der er jo ret stor forskel på, om han har slået dig, misbrugt dig, været humørsvingende eller alkoholiker. Hvis vi taler om en form for misbrug (f.eks. seksuelt) af dig, så mener jeg ikke, du kommer udenom et forløb hos en psykolog, men da du ikke definerer det nærmere, så tænker jeg, at vi måske mere taler om en meget dominerende far. Hvad det end måtte have været, så er det altid en god ide at tale med andre mennesker om sine oplevelser. Du skal se det som en slags ventil, der bliver åbnet og tager presset fra dit hoved og din mave.

Jeg tror, du er bange for, at andre vil opfatte dig som selvmedlidende, men jeg tror egentlig godt, du vil være i stand til at fortælle om nogle episoder, uden det bliver til en jammerdal (undskyld hvis jeg her lyder kynisk...jeg aner jo ikke, hvor alvorlige ting, du måske er blevet udsat for). Jeg kender heller ikke din alder, men der er en tendens til, at man, når man når de 30, begynder at sætte en masse spørgsmålstegn ved sine forældre. Som om man først der finder ud af at formulere spørgsmålet: hvad var det lige, der skete dengang? Mange mennesker opsøger en psykolog for at få hjælp til at sætte ord på det. Nogle konfronterer forældrene. Det sidste kommer man meget sjældent heldigt af sted med, fordi det er svært for forældrene at gøre noget 'ugjort'.

Jeg tror, du trænger til at sætte ord på. Det kunne du måske bare bruge en ven til, og du kunne i princippet også bare skrive det ned. Eventuelt med anonyme læsere og debattører i et egnet web-forum. Vigtigt er det, at du får formuleret problemerne for dig selv. Når vi kommer ind til sagens kerne, så er det, som om puslespilsbrikkerne falder på plads, og hver gang en del af puslespillet er lagt, så begynder vi bedre at kunne se det store billede. Vi får indsigt. Vi får selvforståelse og med den kommer så selvværdet. Det er en længere proces, men hvis ikke du tager hul på den, så bliver dine fysiske lidelser værre.

Du kan jo prøve samtidig at finde redskaber til at håndtere fysikken med. Yoga og meditation er fremragende og kan laves hjemme til en DVD. Det gør jeg selv. Men det kunne også styrke dig, at begynde at løbe, vandre eller motionere på anden måde i naturen. Der findes flere hold, man kan tilslutte sig. Jeg ved, at Hjerteforeningen har nogle gode hold. Og det er ikke pjat. Nu har du selv mærket, hvordan psyken og fysikken påvirker hinanden. Det er på tide, at du tager fat begge steder, og det skulle såmænd ikke undre mig, om fysisk udfoldelse var nøglen til at åbne op for dit sind.

Til allersidst vil jeg sige dig, at det bedste redskab, jeg nogensinde har fået, var tilgivelse. Du skal nå hen til det sted, hvor du kan tilgive din far, at han ikke var bedre rustet til at elske dig eller vise sin kærlighed på en ordentlig måde. Men du når ikke derhen, hvis ikke du først får sat ord på.

Du har en rejse foran dig, men jeg tror såmænd slet ikke, den er så lang. Du har allerede taget det første skridt.

Knus fra Annette