Kære Aase. Jeg er 55 år og har for første gang i mit liv gået ned med stress og efterfølgende en depression.
Har kun været i mit job i et år, og det er klart en udløsende faktor, at det gik galt. Dels er der for travlt og dels nogle intrigante og illoyale kollegaer, som dræner de sidste kræfter.
Skal jeg skifte job? Vil jeg flytte i nærmeste fremtid? Hvordan kommer det til at gå med mit forhold?
(Astrologisk data er redaktionen bekendt)
Hilsen Fisken
Har du et spørgsmål til Aase? Skriv til astrologi@bt.dk.
Hej Fisk
Jeg tror, at dine problemer stikker en anelse dybere end til de konkrete temaer, du nævner.
Dit horoskop tyder på, at du er et menneske, der hele livet har været tilbøjelig til at undertrykke dine egne følelser og skal bruge kræfter på at finde ud af, hvem du overhovedet selv er. Du er vældig ansvarlig, og det kan sagtens forklare, hvorfor du er gået ned med stress. Men tiden er inde til at tage ansvar for dig selv, og især begynde at mærke dine egne følelser og lære dem at kende.
Du kan ikke tænke dig til, hvordan du har det med din kæreste – det er noget, som man får vished for i sit hjerte.
Horoskopet viser en mulighed for at beslutte at flytte, men det kræver netop en beslutning, der skærer ind til benet. Det kan være vanskeligt i al den forvirring, du befinder dig i lige nu.
Det samme gælder for jobskifte – muligheden er der, men det stiller store krav at gennemføre det. Du kan også vælge at blive mere afklaret med dig selv, før du ændrer på din situation. Men vær under alle omstændigheder på vagt overfor en af Fiskenes svagheder: Selvmedlidenhed.
Mange hilsener
Aase Kærgaard - www.astrologihuset.dk