Hej Annette. Jeg er en mand på 45, som er kommet ud i mit livs krise, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Mit problem er, at min kæreste har ændret sig det sidste lille år. Vi begyndte at komme sammen for to år siden. Hun har et nedlagt landbrug på Sydfyn, jeg har et hus i Roskilde, og jeg arbejder stadig i Roskilde som formand for et byggefirma.

Efter et halvt år blev vi enige om, at jeg skulle leje mit hus ud og flytte over til hende, hun har to drenge, som stadig går i skole, så det var det nemmeste.

Det første år var fantastisk, hun var sød, dejlig, kærlig, fræk på den gode måde, vi kunne arbejde en hel dag sammen i haven og kærtegne og ’hygge’ os, vi kunne elske på sofaen, køkkenbordet, og når vi var alene, kunne hun tage frækt tøj på, vi kunne tage i byen en lørdag aften, vi kunne foretage os en masse ting.

Men de seneste otte-ni måneder har hun forandret sig helt. Nu er det bare mig, der går for det meste alene udenfor, når jeg spørger, om vi skal tage en tur i byen, gider hun ikke, kærtegn er der heller ikke så meget af, og det er ikke hver uge, vi har sex/elskov, jeg ved godt vi har børnene stort set altid, men når vi så endelig har en lørdag alene, så vil hun hellere sidde i stuen og se fjernsyn.

Jeg prøver virkelig at gøre så meget for hende, for at hun skulle have overskud til lidt samvær med mig, og når jeg siger til hende hvad der er sket siden vi ikke rigtig er sammen mere, siger hun at der ikke er sket noget, og hun er glad og lykkelig, og elsker mig, jeg sagde til hende at hun havde forandret sig, men det mente hun ikke, og hun lukker mig af, og vil ikke snakke om det.

Jeg er ved at opgive, det var ikke hende jeg faldt for, og jeg ved godt det bliver hverdag på et tidspunkt, men man skulle tro vi var 60 år, og har været sammen i de sidste 25 år.

Hjælp mig, hvad skal jeg gøre, jeg elsker hende, og vil gerne havde, det lykkes for os.

Den ulykkelige

Kære ulykkelige

Når man skal gennemgå sin økonomi i forbindelse med en forbrugs-slankekur, så taler man om 'nice to have' og 'need to have' - der er det, vi ikke kan leve uden, og så er der de ting, vi synes er rare men ikke livsnødvendige. Det er begreber, man nemt kan adoptere i kærlighedens verden. Jeg er simpelthen så ked af at fornemme, at du er røget ind i den kategori, der hedder 'nice to have'. Du gør en masse praktiske ting, som er svære at overskue for din kæreste alene. Du er ovenikøbet flittig og pligtopfyldende nok til, at du drager til Sjælland for at passe et job. Flot. Det skal du have ros for. Det giver din kæreste den alenetid, som mange andre piger ville misunde hende. Det lyder kort sagt, som om hun lever på den ideelle måde. Du er bare så nice to have.

Problemet er, at I ender med at bo sammen hver for sig. Det bliver sådan et praktisk forhold, hvor tingene passer som fod i hose, og hvor I kan tillade jer at have forskellige rutiner. I behøver nærmest ikke rette jer ind efter hinanden. Hun tager sin tørn med børnene, og du med jobbet. Det lyder alt sammen super duper. Men der mangler jo lige præcis det, du efterspørger: Passionen. Behovet for at være sammen. Lysten til at smelte sammen. At blive ét hele. Det er ikke nødvendigvis særlig praktisk, men det der "need to have" er nødt til at være der, hvis ikke kærligheden skal ebbe ud. Og det er det, du har mærket.

Hvis I skal have en fremtid sammen, så tror jeg, I skal begynde at lede efter et fælles hjem. Ikke et hjem, der er hendes. Og ikke et hjem, der kræver enorme kræfter i fritiden. Hvis hun holder fast i sit nedlagte landbrug, som givet er meget idyllisk, så må hun indse, at det bliver alt for svært for jer at finde fælles fodslag. Det er ikke dine børn, men det bliver også svært for dig at få andel i dem, hvis ikke engang du lægger hus til dem. Lige nu er du bare en gæst i din kærestes hjem. Også selvom du muligvis betaler. Hvordan vil du gerne have, at hendes børn betragter dig? Vel ikke som en gæst!

Du er blevet nice to have, fordi du passer så godt ind i hendes planer. SELVFØLGELIG vil hun ikke give slip på dig. Hvem ville det? Hun har li’som valgt, at hun godt kan undvære passionen, hvis hun får hele den anden del af pakken. Men det er ikke nok i længden, og det skal du være meget bestemt omkring. Hun vil vride og vende sig, og hun vil forsøge at overtale dig til noget andet ved at give dig sex og opmærksomhed. Men det er kun for en stund. Jeg kender typen! Hun skal tvinges til at tage stilling til jeres fremtid. Er den fælles eller hver for sig? Hvis den er fælles, så skal der ske noget radikalt på hjemmefronten. Det kan godt være, at du henad vejen så også skal til at lede efter et andet job eller en anden løsning med al din kørsel, men nu hænger jobbene jo ikke ligefrem på træerne, så lad den private del komme først.

Jeg tror, du skal insistere mere på det intime samvær og på de ting, I kan gøre sammen, som ikke er praktiske, når endelig du er der. Hold op med at lægge en masse kræfter i hendes bolig. Den er hendes valg, hvor dit arbejde langt fra basen er dit valg. Slap af sammen og brug fritiden til det, I gerne vil.

Jeg håber, det kan være med til at åbne hendes øjne eller måske få hende til at træffe en beslutning. Om den beslutning falder ud til din fordel, kan jeg så være i tvivl om, men du er nødt til at have vished for, om du satser det rigtige sted.

Hilsen fra Annette