Hej Annette.

Jeg skriver til dig, fordi jeg er dybt bekymret over min far. Han har haft en meget hård barndom, har arbejdet mange år på Hersted Vester og i andre fængsler som fængselsbetjent, og har udover det, været frivillig brandmand. Han har altså en del med i bagagen.

Der hvor jeg er bekymret er i henhold til hans depression. Det seneste år, har han mistet lysten til alt omkring ham, undtagen hans banko og kuratorjob. Han har mistet lysten til livet, sådan virker det i al fald. Spørger du ham selv, er alt i den fineste orden, og hans liv er perfekt. Jeg er begyndt at opsamle en masse vrede mod ham, og det giver mig en nagende samvittighed. Jeg er selv på vej ud af min 3. depression, og ved at bebrejdelser kun gør det værre. Alligevel kan jeg ikke kontrollere denne vrede. Jeg bliver skuffet og ked af, at han slet ikke ønsker (magter) at deltage i livet længere.

Han står op kl 8.00 (fordi min mor vækker ham), spiser morgenmad (som min mor laver), går ind og sover til middagstid (hvor min mor vækker ham), spiser frokost og lægger sig herefter på sofaen resten af dagen igen foran fjernsynet. Han har kun ham selv i hovedet (hvilket jeg også ved er rigeligt, når man ikke har det godt), men det frustrerer mig, fordi det er på bekostning af os andre, der snart er slidt ned. Jeg kan mære at min depression er slem i de perioder, hvor jeg er sammen med mine forældre, for jeg bliver konstant mindet om, at min far for længst har slippet taget. Han er mesteren i at tage en maske på, og lade som om alt er i den skønneste orden, men vi mærker den opslidende konsekvens af dét og hans stædighed.

Du kan på ingen måde nå igennem til ham, og blive forstået, for han har gjort op med sig selv, at ingen kan hjælpe ham (for han fejler jo ikke noget, ifølge ham selv). Han mener at han er rask, og at det er os der vil have ham til at have en depression, og derfor tager han medicinen.

Jeg kan mærke at jeg næsten ikke kan holde til mere. Jeg elsker min far, men jeg er kun 25 år, og vil også gerne have lov til at nyde mit liv, uden at være bekymret over, hvornår min mor ringer og siger at han er væk. Jeg ønsker at han skal opleve en del af min fremtid, og nogle af de glæder der forhåbentlig kommer, men selv det har jeg forklaret ham uden held. Jeg står der nu, hvor jeg overvejer at sige til ham, at jeg ikke kan se ham, hvis ikke han forsøger at gøre noget, men jeg er fanget i min dårlige samvittighed, fordi jeg ved, hvor svært det er at 'tage sig sammen' med en depression.

Ikke kun min far og jeg er påvirket af dette, også min mor lider under dette, men jeg er dog i tvivl om, hvad der kom først: Hønen eller ægget. Min mor er frygtelig negativ, og har flere negative ting at sige om tilværelsen end positive. De går begge rundt i en ond cirkel, hvor de på ingen måde er gode for hinanden, så længe de har det sådan. Jeg er grebet af frustration over at elske dem og være dem dybt taknemmelige overfor alt, hvad de har gjort, og samtidig være vred, skuffet og såret over, at de begge er så stædige at de hellere vil ofre et godt liv, til fordel for et trist, sygdomsplaget liv.

Jeg anerkender at de har det svært begge to, men ønsker inderligt at de selv vil indrømme det, og finde en vej ud.

Annette, det jeg i bund og grund har brug for at vide, er, hvordan jeg tackler denne situation? Hvordan kan jeg hjælpe mine forældre, så de kan finde vejen frem igen, nyde tilværelsen og finde glæde ved hinanden og livet igen?

Mvh. K


Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.

Læs også flere breve i brevkassen »


Hej K!

Hvor er du sød. Du mener det godt, det ved jeg. Det er ikke unormalt, at man i din alder begynder at fokusere meget på sine forældres forhold. Ligesom det heller ikke er unormalt, at dine forældre - jeg forestiller mig, de er på vej mod tres og har været sammen i 30 år - har nået en alder, hvor det kan være svært at finde meningen med det hele. Du skal huske på, at de skal begynde at vænne sig til tanken om, at der ikke er brug for dem i den større sammenhæng. Fysikken begynder at svigte på visse punkter. Måske er de ikke længere i stand til at dyrke sex. Det er ikke utænkeligt, at din far på visse dage tænker: 'Er der overhovedet brug for mig?' Men det er jo en meget forbudt tanke, hvis man ellers er sund og rask og har sine kære i god behold. For så kan man vel ikke tillade sig at være utaknemmelig. Derfor svarer din far objektivt set, at han har det godt. Jeg tror heller ikke, han har lyst at dele sine bekymringer med dig. Det er forståeligt nok.

Din mor er den, han betror sig til. Og måske læser hun ham helt automatisk. De har en symbiose, og du har ret i, at det også kan være en ond spiral, hvor de trækker hinanden ned. Det er meget svært at være vidne til, når man elsker sine forældre.

Jeg har set mange forsøg hos mine venner på at kommunikere sig frem til en løsning med forældrene. Jeg har flere venner, der har haft store opgør med deres mor eller far, og hvor de efterfølgende ikke har set hinanden i perioder. Jeg har sjældent set det føre til noget godt. Og det siger jeg på trods af, at jeg er meget stor fortaler for, at man taler med hinanden om problemerne. Men vores forældre er en anden generation, og når man når en vis alder, er man ikke længere så omstillingsparat.

Du er selvfølgelig i din gode ret til at tage en time out fra dine forældre, hvis du trænger til det, men hvis du skal gøre noget aktivt, så tror jeg du skal hente inspiration et andet sted end i lægebøgerne. Drop diagnoserne på din far og mor og skab i stedet for nogle nye fælles mål. Du kan jo invitere dine forældre ud. Lave skovtur for dem, give dem en byvandring, sejle en tur til Hven eller hvad der nu kunne passe i forhold til, hvor I bor. Sørg for, at I oplever noget sammen, så I får noget nyt input og noget, I fremover kan tale med hinanden om. Uden at pudse glorien alt for kraftigt vil jeg gerne sige, at jeg selv har arrangeret en del af den slags ture i vores familie, og selvom planerne ikke altid er blevet modtaget med armene oppe over hovedet af begejstring, så er det hver gang endt med en dejlig oplevelse. Senest gik vi i frihedskæmpernes fodspor og endte ved de faldne soldaters monument på Kastellet. Således fik vi øjnene op for en fælles historie, som vi alle kunne bidrage til. De senere år har den slags initiativer været hjulpet af, at der også har været børnebørn med (det vil du også opleve en gang), men der kan sagtens planlægges uden børn.

Hvis dine forældre er faldet af på den, så vis dem noget af det, de går glip af. Du skal vende din vrede til omsorg. Det er sværere i din alder - om ti år vil du forstå det langt bedre - men især for din egen skyld skal du gøre forsøget, så ikke du ryger med ned i den onde spiral. Det fører i hvert fald ikke til noget godt for nogen af jer.

Held og lykke med de gamle.

Annette