Den 22. juli er det fire år siden, norske Anders Behring Breiviks myrdede 77 landsmænd i et af de blodigste døgn i nyere norsk historie. I anledningen af fireårsdagen for massakren har nordmændene valgt at udstille en del af de remedier, Anders Breivik brugte til sin ugerning. Udstillingen vil være stærk kost, lyder vurderingen.
Udstillingen finder sted i regeringsbygningen Høyblokken i Oslos centrum, hvor Breiviks bilbombe sprang og tog livet af otte uskyldige nordmænd, der befandt sig i bygningen.
Nordmandens falske politiuniform, hans udstyrskuffert og rester af bombebilen vil blandt andet kunne ses for interesserede publikummer, når det såkaldte informationscenter åbner i regeringsbygningen den 22. juli 2015, fireårsdagen for tragedien.
»Det kommer til at være stærk kost for mange besøgende,« siger Lisbeth Kristine Røyneland, der er formand for støttegrupen for 22. juli-hændelserne, til vg.no.
Selvom udstillingen kan blive svær for pårørende, så synes hun alligevel, at udstillingen kan gøre gavn.
»Det bliver ret interessant og fint. Centeret vil fortælle den nøgne historie om det som skete på dagen og tankerne bag gerningerne. Det kommer til at være en stærk oplevelse,« siger hun til NTB.
Foruden Breiviks remedier, vil besøgende også få et glimt af billeder og personfortællinger fra de mange ofre. Blandt andet vil der være en 17 meter lang tidslinje, som starter, da den første bombe sprænger i regeringsblokken og som slutter ved de sidste redningsaktioner fra øen Utøya, hvor Anders Breivik dræbte 69 ungdomspolitikere på en sommerlejr.
Det nye informationscenter er tiltænkt at være det, det er. Det skal gøre folk klogere på den tragiske hændelse, lyder det fra idémagerne bag.
»Vi gør det her i respekt for de omkomne, efterladte og overlevende,« siger Norges kommunal- og moderniseringsminister Tore Sanner til Aftenposten og fortsætter:
»For alle som oplevede 22. juli er dagen og hændelserne et åbent sår som fortsat gør ondt, men vi skal formidle denne onde del af vores historie på en ærlig måde. Centeret viser det, der faktisk skete,« lyder det fra ham.
Det er ikke første gang, at kontroversielle tiltag har skabt fuore i kølvandet på massakren. Et mindesmærke for tragedien var sidste år genstand for en heftig debat mellem pårørende og den norske befolkning. Mindesmærket blev besluttet opført ved søbredden tæt ved Utøya, og den beslutning faldt mange for brystet, fordi de mente, den var for tæt på gerningsstedet.
{embedded type="node/webtv_link" id="35920320"}
