Det skriver den norske avis Dagbladet.

Ifølge flere af vennerne mente Breivik, at de norske kvinder var for frigjorte og ligestillede, og at de derfor ikke var godt 'kone-materiale'. Derfor tog han blandt andet kontakt med 'Natascha' fra Hviderusland, som han omhyggeligt udvalgte blandt 20 andre østeuropæiske kvinder.

Krig og kærlighed i Hviderusland
Umiddelbart efter, at Breivik dræbte 77 mennesker i Oslo og på Utøya den 22. juni, kom det frem, at massemorderen flere gange har besøgt Hviderusland. Teorier om en kæreste blev også luftet, men ifølge de første efterretninger handlede besøgene primært om militærtræning.

- Breivik besøgte Hviderusland flere gange. Som led i forberedelserne til dobbelt-angrebet besøgte han Minsk, hvor han deltog i træning ved en hemmelig paramilitær base, fortalte Mikhail Resjetnikov, leder af oppositionspartiet Patriotpartiet, til et lokalt nyhedsbureau.

Men nu bekræfter norsk politi, at Breivik besøgte 'Natascha' i Minsk, og at hun var på besøg i Oslo i 2005.

Norske forhold virkede ikke
Desuden fortæller Breiviks forsvarer Tord Jordet til Dagbladet, at Breivik ganske rigtigt gjorde brug af netdating - angiveligt fordi, han havde lange arbejdsdage, og fordi det var enklere at kontakte kvinder over internettet.

- Han havde da haft flere forhold til norske kvinder, og han ønskede at forsøge sig med noget nyt, siger Tord Jordet til Dagbladet.

Ifølge den norske avis søgte Breivik oplysninger på i alt 20 kvinder.

Den 12. december 2004 bestilte han oplysninger og mailadresser på 10 kvinner, og knap to måneder senere, den 5. februar 2005, bestilte han ti nye. I alt betalte han 100 euro for oplysningerne - der altså førte til kontakt og en form for forhold til kvinden 'Natascha'.

- Men det gik ikke så godt. Hun ville for eksempel ikke drikke juice fra kartonen, skal en af Breiviks venner have fortalt til politiet om 'Nataschas' besøg i Oslo i 2005.

Stillede for hårde krav
Breivik sendte kvinden hjem tre-fire dage inden den planlagte afreise - ifølge Dagbladets oplysninger fordi, hun var for krævende.

I dag er 'Natascha', der hedder noget andet i virkeligheden, udvandret til USA, og norsk politi forsøger at komme i kontakt med hende for at høre flere detaljer om forholdet.