Anders Behring Breivik planlagde nemlig oprindeligt ikke kun at bombe et sted. Faktisk havde han planer om at fremstille tre bomber - to på ét ton og en på 500 kg.

Han var fast besluttet, at to af målene skulle være henholdsvis Regeringskvarteret og Arbejderpartiets hovedkvarter i Oslo centrum.

Men det tredje mål var han ikke så sikker på.

- Aftenposten udgør kun en lille del af den bygning, og jeg ville ikke kunne udelukke, at der ville være for mange uskyldige civile i bygningen, så målet derfor ville være uacceptabelt, lød det fra massemorderen.

Den norske kongefamilies slot var et andet sted, som Breivik overvejede som terrormål. Men han ville sikre sig, at kongefamilien ikke var til stede, så de ikke kom til skade, fortalte han, da anklageren spurgte ind til, hvorfor han havde valgt at bombe netop regeringsbygningen.

Hvorfor ville det være uacceptabelt at ramme kongefamilien?, spurgte anklageren.

- For langt de fleste nationalister er tilhængere af monarkiet, herunder mig selv, svarede Breivik, der dog endte med 'kun' at fremstille én bombe på 950 kg. 

Breivik dræbte i alt 77 personer under sine to terrorhandlinger den 22.. juli sidste år. Otte døde ved hans bombeangreb i Oslo, mens 69 mistede livet som følge af hans massakre på Utøya.

Retssagen mod Breivik varer ti uger, og det forventes, at der falder dom den 20. juli.