Breivik er forberedt på billeder fra Utøya
Anders Breivik har gennemgået en række billeder fra Utøya og Oslo sammen med sine forsvarere.
Anders Breivik har gennemgået en række billeder fra Utøya og Oslo sammen med sine forsvarere.
Den terrorsigtede Anders Behring Breivik har i løbet af ugen gennemgået en række billeder fra Utøya og regeringskvarteret i Oslo.
Billederne skal bruges som bevismateriale under retssagen mod ham, som begynder i april, skriver NRK.
Ifølge forsvarer Vibeke Hein Bæra har Breivik fortalt, at han mentalt var forberedt på, hvad billederne ville indeholde.
Da den 33-årige nordmand fik vist billederne, sagde han ifølge Bæra:
- Jeg har set dem før, jeg var der jo.
Forsvareren fortæller, at der er tale om en omfattende mængde billder, som skal fremlægges i retten, når sagen ruller.
Ifølge forsvarer Geir Lippestad, der også repræsenterer den terrorsigtede Breivik, var det billedernes indhold, der var årsagen til, at Breivik skulle præsenteres for dem.
- Det er en meget speciel og brutal dokumentation. Derfor har vi vurderet, at det er fornuftigt, at han ser billederne, før han ser dem i retten, sagde Lippestad i sidste uge.
Breivik blev torsdag afhørt på ny af politiet i Oslo. Det var første gang, siden han blev placeret under tvangsobservation.
Under afhøringen ville politiet blandt andet høre til Breiviks fortid i det norske fremskridtpartis ungdomsafdeling (FpU), hvor Breivik bestyrede forskellige poster fra 1997 til 2007.