BT var på plads i retten onsdag, da fire overlevende fra Utøya afgav vidneforklaring i retten. Du kan se hele livdækningen her.

Ingvild Leren Stensrud og Glenn Martin Waldenstrøm overlevede massakren på Utøya 22. juli sidste år. Onsdag fortalte de og to andre vidner deres historie i tingretten i Oslo.

Onsdag vidnede også 18-årige JJ, der blev skudt i sin venstre fod. Han ønsker dog at være anonym ligesom 22-årige EW, der blev skudt en gang i højre knæ, hvorefter kuglen brækkede hendes højre lårben.

I tingretten fortalte hun, hvordan hun til sidst lå midt på Kærligshedsstien på Utøya, mens massemorderen gik rundt få meter derfra og skød hendes kammerater.  

- Jeg var vældig bange og håbede, at hvis han skød mig, at det så ville gå hurtigt.

BT var onsdag på plads i retten i Oslo, og du kan læse hele dækningen herunder. Du kan også læse et sammendrag af retsdagen under livebloggen.

Er du på en mobil eller en tablet, så kan du følge livedækningen HER


Håbede bare, det ville gå hurtigt

Det sidste vidne i tingretten i Oslo onsdag var den 22-årige EW, der ikke ønsker sit navn frem.

Breivik skød hende én gang i højre knæ, hvorefter kuglen brækkede hendes højre lårben.

I retten fortalte den unge kvinde, hvordan hun måtte opgive at flygte og til sidst lå midt på Kærlighedsstien, mens massemorderen gik rundt få meter fra hende og skød hendes kammerater. 

- Jeg var vældig bange og håbede, at hvis han skød mig, at det så ville gå hurtigt.

- Jeg hører ham komme på højre side. Der er skud. Jeg ligger midt på kærlighedsstien, han kommer, han må gå rundt om mig for at gå forbi, han skyder mod folk i vandet. Han lader igen. Så er han måske 10 meter væk.

Hun sad rank og rolig i retten og fortalte, hvordan hun undgik at gå i panik, fordi hun hele tiden fokuserede på, hvad der var sket med hendes lillebror.

- Nogle var jeg i panik. Det var jeg ikke. Jeg tænkt hele tiden på min lillebror.

Skrev sit telefonnummer med sit eget blod

20-årige Glenn Martin Waldenstrøm var så nervøs, da han skulle afgive forklaring i retten, at anklageren bad om, at Breivik blev ført ind i et andet lokale, mens offeret afgav forklaring.

Inden afhøringen af ham begyndte, forsøgte anklageren at berolige den unge mand. Glenn tog en dyb indånding, inden han begyndte at fortælle, hvordan han forsøgte at få fat på sin veninde i den første panik, der udbrød, da Breivik var begyndt at skyde.

- Da løb vi gennem gangen, jeg ser min veninde Silje, der er på vej ind i Lillesalen, jeg følger efter hende. Jeg prøver at få kontakt med hende for at få hende med videre, men der er mange folk, jeg får hende ikke med videre, siger Glenn Martin Waldenstrøm.

Glenn Martin Waldenstrøm rystede på stemmen, og anklageren sagde til ham, at han skulle tage sig god tid.  

- Jeg forstod, jeg havde et åbent sår på halsen, jeg stak fingeren ind for at tætne det. Det gik også gennem ganen, det var ganske stort, sagde Glenn Martin Waldenstrøm og viste, at han blev ramt på venstre side af halsen.

- Jeg løftede hovedet op og tørrede det blod væk, der var kommet. Der var et hul under mit øje, jeg var sikker på, at mit øje var helt ødelagt. Jeg tørrede blodet væk og lagde mig ned igen. Jeg spurgte Ingvild, hvordan det gik med Silje. Det gik ikke godt, siger Glenn Martin Waldenstrøm.

- Jeg kan huske, at jeg holdt vejret. Jeg lagde mig helt ned med hovedet mod gulvet.

Glenn Martin Waldenstrøm sluttede sin forklaring med at tilføje, at han efter massakren havde læst afhøringen af Breivik. Her bemærkede massemorderen en død person, der lå med blod ud af halsen. 

- Det gik op for mig, at det var mig. Da følte jeg en vældig sejrsfølelse. Ha, jeg klarede at narre ham, fortalte Glenn Martin Waldenstrøm i retten.

'Det virkede vældigt raseripræget'

18-årige JJ var det andet vidne i retten, Han fortalte, hvordan Breivik gik rundt fra hus til hus på øen og skød sine unge ofre.

- Han ladede vældig roligt. Jeg hørte det, da jeg lå og spillede død, sagde den unge mand til anklageren.

- Folk løb i alle retninger. Han ladede. Vi prøvede at gemme os. Så begyndte han at skyde. Han stod inde i rummet og skød på os. Min umiddelbare reaktion var at kaste mig ned og spille død, fortalte han i retten onsdag formiddag, sagde JJ.

Andre ofre på Utøya har tidligere bemærket, at Breivik virkede roligt under massakren. Den syntes JJ ikke, at han var.

- Jeg synes, at det var vældig raseripræget. Jeg ved godt, at andre har sagt, at han var vældig rolig. Men når jeg kiggede på menneskene omkring mig virkede det ikke, som om at han sparede på ammunitionen, siger JJ og lægger for første gang tryk på sine ord.

'Jeg gemte mig under min døde kammerat og lukkede øjnene'

Første vidne i retten onsdag var den nu 17-årige Ingvild Leren Stensrud. Hun fortalte i retten i Oslo onsdag morgen, hvordan hun reddede livet under massakren på Utøya ved at gemme sig under sine døde kammerater og spille død.

- Jeg lå helt stille med lukkede øjne, fortalte hun.

- Jeg bliver liggende helt stille, til han er færdig. Jeg ser ham aldrig, men jeg ser hans skygge på gulvet.

- Da jeg ligger på gulvet bliver jeg skudt i benet, i venstre knæ. Der er mange, der ligger på gulvet. Skudt.

Det værste minde, hun har med sig fra øen, er erindringen om, hvordan massemorderen bliver ved med at lade sit våben.

- Efter jeg var ramt, tænkte jeg først, at det her sker ikke. Jeg tænkte; Nej. Det var så forfærdeligt. Det værste var, da jeg hørte lyden af, at han ladede om, fortalte hun, mens hun kiggede på anklageren og væk fra Breivik.

Hun fortalte også, hvordan hun hørte Breivik råbe noget, der lå som kampråb, mens han gik rundt på øen og skød de sagesløse unge.

- Jeg husker lave skrig fra salen ved siden af, og jeg husker råb fra teltpladsen. Jeg tænker, at det lød som et kampråb - måske et jubelråb, fortalte den nu 17-årige kvinde i retten. Hun husker ikke, hvad, der blev råbt.