64 danskere blev flammernes bytte i 2011. 57 døde i deres boliger, og én person omkom på sin arbejdsplads. Selv om risikoen for at omkomme er størst i folks private bolig, stiller myndighederne de skrappeste krav til alle mulige andre typer bygninger.

Det livsfarlige paradoks skal der gøres noget ved, mener flere brandeksperter ifølge Nyhedsmagasinet Ingeniøren.

- Har du nogensinde hørt om nogen, der døde i en brand på et kontor? Nej, vel? Det er i boligerne, vi har faren. Som samfund burde vi stramme op, hvor det virkelig batter, siger brandrådgiver Anders Bach Vestergaard fra Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI).

Han får opbakning fra informa­tionschef i brancheforeningen Sikkerhedsbranchen, Helge Kierkegaard:

- Man har sat mål for, hvor mange dræbte man vil ned på i trafikken. Og i foråret vedtog politikerne mål for, hvor mange arbejdsulykker man vil acceptere. Men der dør altså flere ved brand end ved arbejdsulykker, siger han.

Ifølge Nyhedsmagasinet Ingeniøren står det manglende fokus på brandsikkerhed i danske boliger i stærk kontrast til indsatsen i vores nabolande.

Finland har en plan om at blive Europas sikreste land i 2015, Sverige vedtog i 2010 en »nul-vision« for omkomne og alvorligt tilskadekomne ved brand, Norge har sat nationale mål, og Storbritannien har ved en ihærdig indsats mere end halveret antallet af dødsbrande siden 1979.

Det kan betale sig at gøre en indsats, lyder erfaringen fra forsikringsselskabet Gjensidige. De har gennem tre år uddelt røgalarmer til beboerne og gennemført hurtige brandtekniske gennemsyn af etageejendomme, som vil forsikres hos dem.

Gennemsyn, som har afsløret fatale fejl som for eksempel sektionsvægge, der ikke er blevet lukket efter ombygninger og nye rørføringer, manglende erstatning af brandkarme efter ombygninger og skraldeskure, der står alt for tæt på bygningerne:

- Vi ser en positiv tendens i vores tal. Vi kan ikke sige, hvor stor effekten er, da der kan være flere årsager end vores indsats. Men kunderne får mulighed for at forbedre sikkerheden, og vi har mulighed for at fravælge de ejendomme med de største risici, siger Britta Bjerregaard, afdelingsdirektør i Gjensidige.

I dag er der kun lovkrav om periodiske brandsyn til brandfarlige virksomheder, fredede bygninger, hoteller og bygninger indrettet til større forsamlinger.

Britta Bjerregaard mener, at politikerne bør overveje at gøre periodiske brandtjek obligatoriske for etageejendomme.

- Det er underligt, at en erhvervsdrivende virksomhed er underlagt skrappe krav om brandsikring, men hvis virksomheden driver udlejning af boliger, er der ingen krav, selv om risikoen for personskader er væsentligt større, siger hun.