Brandvæsenet har besluttet at lade den øverste etage i en etageejendom i Kolding brænde ned.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi mandag morgen.
- Brandfolkene kan hverken komme til branden indefra eller udefra, så lige nu foregår der en kontrolleret og overvåget nedbrænding af øverste etage.
Det siger vagtchef Bent Hedeager Nielsen til bt.dk.
Søndag aften udbrød der brand i en boligblok på A. D. Burcharts Vej, og politi og brandvæsen har kæmpet med flammerne hele natten. Mandag morgen brænder det stadig i bygningen.
- Det er en afvejning af, om brandfolkene skal blive ved med at pøse vand på og risikere at ødelægge resten af bygningen, eller om de skal lade hele den øverste etage brænde ud, fortæller vagtchefen og tilføjer, at indsatslederen har valgt det sidste .
Borgerne i Kolding behøver dog ikke længere være bange for den giftige røg fra branden.
- Vi afvarsler lige om lidt, så nu lyder sirenerne nok snart igen i byen, siger Bent Hedeager Nielsen.
Natten til mandag opfordrede politiet beboere i området mellem Dyrehavegårdsvej, Nordre Ringvej og Fredericiagade i Kolding til at holde sig inden døre, lukke vinduer og døre og slukke eventuelle ventilationsanlæg. Det varsel er nu ophævet.
Ingen er ifølge politiet kommet til skade, men natten mellem søndag og mandag har op mod 10 brandvogne kæmpet med at slukke kæmpebålet.
Mandag vil brandteknikere undersøge årsagen til branden. Et rygte lyder, at en flok drenge legede med ild på et værelse og på den måde satte fut i boligblokken. Det vil vagtchefen dog ikke bekræfte.