Brand i Esbjerg under kontrol
Den voldsomme brand, som sent tirsdag eftermiddag raserede en beboelsesejendom i det østlige Esbjerg, er nu under kontrol. 22 beboere er blevet evakueret, men ingen er kommet til skade, oplyser politiet.
Den voldsomme brand, som sent tirsdag eftermiddag raserede en beboelsesejendom i det østlige Esbjerg, er nu under kontrol. 22 beboere er blevet evakueret, men ingen er kommet til skade, oplyser politiet.
Branden i den seks-etagers høje beboelsesejendom i det østlige Esbjerg er tirsdag aften klokken 20.00 under kontrol og forventes slukket i løbet af aftenen eller natten, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
- Vi har evakueret 22 personer, og lige nu er vi i færd med at få styr på genhusningsbehovet, fortæller vagtchef Michael Skaarup til Berlingske Nyhedsbureau.
De evakuerede er alle blevet tilset af en læge på stedet, som har konstateret, at ingen har været udsat for røgforgiftning.
- Alle er uskadte, siger vagtchefen.
Der er stadig så varmt inde i bygningen, at politiet ikke kan komme derind. Ifølge Michael Skaarup begynder politiet derfor at undersøge gerningsstedet onsdag for at kunne fastslå brandårsagen.
Da lejlighederne står åbne, vil Hjemmeværnet bevogte bygningen i løbet af aftenen og natten for at sikre de evakueredes værdigenstande.
Ilden blev opdaget kort før klokken 16.00 og det lokale brandværn var hurtigt på stedet. Branden spredte sort røg over Esbjergs midtby, og kort efter klokken 17.00 styrtede en stor del af tagkonstruktionen sammen.