En brækket nakke og en hofte, der skulle skiftes, slog ikke 58-årige Nick Skelton ud. Fredag vandt han OL-guld i ridebanespringning.

Britiske Nick Skelton er den ældste brite, der har vundet OL-guld i mere end 100 år.

Det står fast, efter at han fredag vandt i ridebanespringning på hesten Big Star foran den svenske rytter Peder Fredericson. Den sidste rytter, der var ældre end Nick Skelton skal findes helt tilbage i 1908.

Han er samtidig den første britiske rytter, der har vundet guld ved de olympiske lege siden 1972.

Det skriver Daily Mail.

Det var da også en lykkelig og tårevædet guldvinder, der indtog podiet efter konkurrencen. Efterfølgende havde han svært ved at finde ord:

»Det er utroligt. Jeg er for en gangs skyld tom for ord. Min hest var fantastisk i dag.«

Vejen til OL-guld har dog langt fra været let for den 58-årige brite, der har været igennem nogle meget hårde år. I år 2000 lige inden OL i Sydney brækkede han nakken to steder efter et grimt styrt med sin hest.

Han kæmpede for sit liv i tre dage, og efterfølgende var meldingen fra lægerne klar: ét styrt eller såmænd bare et piskesmæld i nakken kunne få fatale konsekvenser.

Derfor trak han sig tilbage fra sporten, men i 2001 fortalte en tysk specialist ham, at nakken mod forventning var helet. Efter halvandet år satte Nick Skelton sig tilbage i sadlen. Han har samtidig overkommet flere brækkede knogle gennem tiden og har også fået ny hofte.

Hans OL-guld-hest Big Star har døjet med mange skader, og det har krævet en del at få den i topform. Noget, der lykkedes inden turen gik til Rio.

Det er Nick Skeltons syvende OL, og det er formentlig det sidste. Han fortæller, at han ikke regne med at deltage næste gang:

»Når hesten går på pension, stopper jeg også. Og jeg tror ikke, han når ét til. Der vil jeg også være for gammel,« fortæller han.



Generelt har England klaret sig godt i ridedisciplinerne. Udover Nick Skeltons guldmedalje i springning, vandt britiske Charlotte Dujardin den individuelle konkurrence i dressur. I samme disciplin vandt England sølvmedaljer for hold.