Adskillige personer hår brækket arme og ben efter at et fly mandag måtte nødlande i London-lufthavnen Gatwick
15 personer blev såret, da et fly fra selskabet Virgin Atlantic mandag måtte nødlande i Gatwick lufthavnen uden for London, skriver Reuters.
Flyet, der var af typen Airbus A330, var på vej til Orlando i USA, men kort efter take-off måtte flyet vende om på grund af en mindre brand i lastrummet.
Passagerne om bord på flyet pådrog sig brækkede knogler og dybe sår, da de i al hast måtte forlade flyet via nødudgangene.
Passageren Kirsty Bonwick fortæller, at hun og de øvrige passagerer røg direkte ned på asfalten.
- Mange mennesker kom til skade, de brækkede deres arme og albuer og blødte, siger hun til Sky News.
David Davis fra redningspersonalet bekræfter, at personalet behandler forskellige former for skader.
- Det er folk med formodede brækkede ankler, ben og arme og folk, der lider af skader der kan indikere, at de har skadet deres ryg og rygsøjle, siger han.
Flyet havde 13 besætningsmedlemmer og 299 passagerer om bord, da det lettede mandag formiddag.
Nogle flypassagerer beretter på det sociale netværk twitter, at de så røg inde i selve flyet, men det er ikke bekræftet fra officielt hold.
Ejeren af Virgin Group, den britiske milliarder Richard Branson, undskylder på sin twitter-profil over for passagererne i det nødlandede fly. Han lover desuden, at personalet gør, hvad det kan for at hjælpe dem.