Boyband dokumentar får fire stjerner: Men danse kan de ikke
På trods af, at de er et stramt tilrettelagt produkt af underholdningsindustrien, oser drengene i One Direction af en drengerøvscharme, der når ud gennem filmlærredet
På trods af, at de er et stramt tilrettelagt produkt af underholdningsindustrien, oser drengene i One Direction af en drengerøvscharme, der når ud gennem filmlærredet
’One Direction: This Is Us’ er på én gang historien om drengenes korte kometkarriere og en koncertfilm fra deres netop overståede verdensturné. Mellem hit som ’Up All Night’ og ’Kiss You’ fra O2 Arena i London får vi glimt fra turnéens mange byer, inklusive København, øjeblikke med fansene og besøg i barndomshjemmene, hvor forældrene står betuttede tilbage: ’Lige her, i den her polyestersofa plejede min søn at sidde’.
Men først og sidst får vi masser af scener med drengene, der viser hvor pjattede, legesyge, fodboldtossede og helt almindelige drenge, de er.
Det er en af genialiteterne omkring One Direction, at alt er koreograferet og designet rundt om en lille boble, hvor bandmedlemmerne får lov at være drengerøve, både på og uden for scenen. Det giver dem en indiskutabel charme, der også kommer til udtryk i filmen, som er rapt klippet og friskt underholdende.
Her er alt, hvad en directioner kan drømme om. Og for os andre er det også interessant, hvad her ikke er. Her er nemlig ikke så meget som en bøjet ølkapsel, en e-cigaret eller en pige på hotelværelset, der kan skrabe ridser i glansbilledet. Her er ingen dårlig hårdag eller snak om musikken, som de ikke selv skriver.
Her er i øvrigt heller ingen skeer, for Liam er bange for skeer. Og alle er de lidt bekymrede for, om de en dag vil finde den eneste ene, fortæller de om lejrbålet. En, der vil elske dem, ikke fordi er rige og berømte popstjerner, men for de helt almindelige drenge, de i virkeligheden er. Mit gæt er, at en verden af pigehjerter vil skrige et rungende ja.
’One Direction: This Is Us’
Dokumentar