SOMALIA: Somaliske regeringsstyrker har i en natlig aktion reddet fire udenlandske hjælpearbejdere, der i tre dage har været holdt som gidsler i det afrikanske land. Det skriver Reuters.

- De har det godt og er uskadte, siger oberst Abdullahi Moalim fra den somaliske hær.

Hjælpearbejderne, der alle arbejder for Norsk Flygtningehjælp, blev bortført fra Dadaab-flygtningelejren i nabolandet Kenya, da bevæbnede mænd angreb den kolonne af biler, de befandt sig i.

De fire hjælpearbejdere er ifølge norske VG henholdsvis en nordmand, en canadier, en filippiner og en pakistaner.

Den norske hjælpeorganisation vil endnu ikke kommentere på frigivelsen, men afholder en pressekonference klokken 10, skriver Dagbladet.

I efteråret blev to hjælpearbejdere fra en minerydningsorganisation under Dansk Flygtningehjælp også bortført i Somalia. Danske Poul Hagen Thisted blev sammen med en amerikansk kollega holdt som gidsler af somaliske pirater i omkring tre måneder, før de i januar blev befriet ved en dramatisk redningsaktion foretaget af amerikanske elitesoldater.

BNB