Der er formålsløst at presse en lovgivning igennem for den danske børnecheck, som strider mod EUs regler.

Det er konklusionen fra Niels Fenger, EU-ekspert og professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet, der tirsdag sammen med sin kollega juraprofessor Morten Broberg har en kronik i Berlingske. Her bakker professorerne op om regeringens linje i sagen om den danske børnecheck, som har vakt kritik fra et flertal i Folketinget bestående af de borgerlige partier og Enhedslisten.

Regeringen fremsatte i sidste uge et lovforslag, der stiler mod at ensrette reglerne, så en EU-borger med arbejde i Danmark fra start af er berettiget til børnepenge - og ikke, som reglerne har været hidtil, skal arbejde i landet i to år, før man får ret til en fuld børnecheck.

»Jeg mener, at det er fuldt berettiget, nødvendigt og korrekt, hvad regeringen gør,« siger Niels Fenger.

De Konservative og Dansk Folkeparti mener, at sagen om den danske børnecheck skal afprøves ved EU-retten. Men Niels Fenger mener ikke, at det er nødvendigt.

»Det vil være meget sandsynligt, at domstolen vil være enig i, at det er ulovligt,« siger Niels Fenger, der peger på, at en tabt sag ved EU-retten kan betyde bøder til Danmark, som kan komme op på ganske høje niveauer.

»I princippet kan de komme til at overstige BNP (bruttonationalproduktet, red.),« siger han.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), opfordrede søndag i et brev statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til at samle partierne og få løst problemet med børnechecken. Samtidig foreslår Venstre, at man kan undgå EUs regler ved at differentiere udbetalingen af børnepengene, så de følger de forskellige EU-landes leveomkostninger. Ifølge Venstre kan man bruge EUs rettesnor for løn, der for eksempel gør, at en EU-medarbejder med skrivebordsplads i Bulgarien får 42 procent mindre i løn end i Danmark.

»Når EU kan udbetale forskellige lønninger til egne ansatte, så kan medlemsstaterne også differentiere børnetilskud eller børnecheck svarende til købekraften i det land, hvor barnet eller børnene bor,« siger Venstres Claus Hjort Frederiksen (V).

Det forslag blev sidste uge skudt ned af skatteminister Morten Østergaard (R).

»Det, der er afgørende, er, om man har bopæl og beskæftigelse i Danmark. Det vil det være diskriminerende at differentiere efter, hvor borgerne kommer fra,« sagde Morten Østergaard torsdag.

Et andet Venstre-forslag går på at ændre børnechecken til et skattefradrag. Det skydes dog ned af Enhedslisten, og dermed også den parlamentariske flertalsmodstand.

»Der er meget stor fare for, at det bliver en social skæv ordning, for det er så kun de lønmodtagere, der kan udnytte fradraget rent økonomisk, som har glæde af det. Det vil sige, at fattige familier, der i dag får børnechecken, ikke får den fremover, mens andre får en skattelettelse,« siger Finn Sørensen (Ø), socialordfører for Enhedslisten.

Regeringen og Folketingets partier mødes tirsdag i næste uge for igen at drøfte sagen om børnechecken.