»2013 har været et rekordår for banderelaterede skudepisoder.«
Sådan skriver Karsten Lauritzen (V), Peter Skaarup (DF), Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Tom Behnke (K) i en kronik i søndagens udgave af Berlingske.
De fire retsordførere refererer blandt andet til den aktuelle sag om et rockerklubhus midt i et villakvarter i Vanløse og sager om pengeafpresning af værtshusejere, og de beskylder regeringen og justitsminister Morten Bødskov (S) for blot at skærpe retorikken mod de kriminelle – og oppositionen <saxo:ch value="226 128 147"/> uden at skride til handling. Derfor opfordrer de fire retsordførere regeringen til et bredt samarbejde, og de kommer med nogle forslag om lovændringer, der skal mindske bandekriminaliteten:
- En stramning af rockerloven i form af højere straffe og tiltag, som gør det sværere at oprette rockerborge i beboelsesområder.
- Bedre samarbejde mellem Skat, sociale myndigheder, politi og parkeringsvagter – den såkaldte Al Capone-metode, som skal gøre livet surt for banderne.
- Oprettelse af ungdomsdomstole som i Storbritannien og en særlig kriminalforsorg for de 12-17-årige.
»Vores opfordring til regeringen er krystalklar: Lad os sammen arbejde for at bevare et trygt Danmark. (...) Danskernes tryghed er for vigtig til at blive taget som gidsel i en ideologisk kamp,« skriver de fire.
Justitsminister Morten Bødskov afviser ifølge Berlingske kritikken og siger, at regeringen allerede har igangsat en langsigtet indsats.
»De få konkrete tiltag, som de fire nævner, virker meget tynde. Men jeg er da ked af, at de er lidt ømskindede og synes, at jeg har været for hård ved dem. Når det har været nødvendigt med grovfilen, skyldes det, at regeringen fra dag et har haft indsatsen mod bande- og rockerkriminaliteten som topprioritet, og at den nu befinder sig på det stærkeste niveau nogensinde,« siger Morten Bødskov.
Han nævner blandt andet, at der er oprettet 200 nye fængselspladser plus 48 pladser særligt til rocker- og bandemedlemmer. Der er etableret en særlig opklaringsenhed i Vestdanmark. Politiet har forøget antallet af visitationer og ransagninger, og man har allerede etableret et samarbejde mellem Skat, sociale myndigheder og politiet – den såkaldte Al Capone-metode.
»Jeg tror aldrig, at der har siddet så mange rockere og bandemedlemmer bag tremmer som nu,« siger Morten Bødskov.
Han afviser ikke på forhånd forslag om højere straffe, så længe der, som det sker i øjeblikket, arbejdes med at finde nye tiltag mod bandekriminaliteten.
»Vi benytter allerede Al Capone-metoden, som de fire foreslår, og kommunerne har også med Planloven mulighed for at udstede midlertidigt forbud, hvis man får nys om, at rockere er ved at flytte ind i et boligområde. Vi mener ikke, at vi skal have ungdomsdomstole. Børn ned til 12 år skal ikke stilles for en dommer, men der kan være behov for at sætte mere konsekvent ind over for unge, som udviser asocial adfærd, og derfor har regeringen annonceret et forslag om såkaldt ungetjeneste,« siger Morten Bødskov.
Michael Hviid Jacobsen, professor på Aalborg Universitet og forsker i bandekriminalitet, tror ikke, at forslaget om højere straffe har nogen nævneværdig effekt i sig selv.
»Vi kan ikke forskningsmæssigt bevise, at højere straf ikke virker, men heller ikke at det virker. Straf kan være et vigtigt redskab i kampen mod bandekriminalitet, men det formentlig vigtigste redskab er målrettet kriminalpræventivt arbejde. Hvis man på den måde kan få stoppet tilstrømningen af unge til banderne, så er pengene formentlig meget bedre givet ud på det end på højere straffe,« siger Michael Hviid Jacobsen til Berlingske.
Han siger, at lande, som har ungdomsdomstole, ikke har lavere ungdomskriminalitet. For eksempel har England og Skotland således en forholdsvis høj ungdoms- og banderelateret kriminalitet.
Derimod mener Aalborg-professoren, at den såkaldte Al Capone-metode nytter.
»Det har vist sig, at samarbejde mellem politi og skattemyndigheder formår at gøre det uattraktivt for banderne at tjene penge på kriminalitet. De sociale myndigheder er allerede koblet på via SSP-samarbejdet, men jo flere myndigheder, som samarbejder, desto bedre,« siger Michael Hviid Jacobsen.