Borgere opretholder fyrstens magt
Et stort flertal i Liechtenstein har stemt for at fastholde den regerende fyrstes ret til at nedlægge veto mod lovgivning. Kronprinsen havde truet med at trække fyrstefamilien helt ud politik.
Et stort flertal i Liechtenstein har stemt for at fastholde den regerende fyrstes ret til at nedlægge veto mod lovgivning. Kronprinsen havde truet med at trække fyrstefamilien helt ud politik.
LIECHTENSTEIN: Når borgerne i det lille fyrstendømme Liechtenstein holder folkeafstemning, skal resultatet efterfølgende godkendes af fyrsten.
Sådan vil det også være fremover, efter et flertal på 76,1 procent af vælgerne søndag stemte imod et forslag om at afskaffe fyrstens vetoret. Dermed er fyrsten fortsat det eneste kronede hovede i Europa - bortset fra paven - med reel magt.
- Jeg vil takke jer varmt for, at I har valgt at videreføre det 300 år gamle og succesrige partnerskab mellem folket og kongefamilien, sagde fyrst Hans Adam ifølge Reuters, da han søndag holdt en offentlig tale i hovedstaden Vaduz.
Fyrstefamilien har regeret det lille land, der ligger klemt inde mellem Schweiz og Østrig, siden 1699. Tilhængere af monarkiet mener, at familien har størstedelen af æren for at have omdannet Liechtenstein fra et fattigt bjergområde til et velhavende centrum for international finans.
Baggrunden for søndagens folkeafstemning er en udtalelse fra landets regent, kronprins Alois, der sidste år erklærede, at han ville nedlægge veto, hvis vælgerne i Liechtenstein indførte fri abort. Vælgerne valgte at forkaste forslaget om fri abort, men demokratiforkæmpere iværksatte efterfølgende en kampagne for at stække monarkiets magt.
Kronprinsen, der fik overleveret magten fra sin far efter en konstitutionel krise i 2003, havde inden søndagens folkeafstemning truet med at trække fyrstefamilien helt ud af politik, hvis liechtensteinerne stemte for forslaget om at begrænse monarkiets magt. Det ville ifølge hans vurdering underminere landets stabilitet og velstand.