Søndag klokken 18 fløjtes der op for et vaskeægte Superliga-brag, når Brøndby gæster FC Midtjylland på heden.

To mandskaber, der kæmper om medaljer, men som også har haft sine ting at bøvle med i den seneste tid. Dårlige resultater på heden og vild polemik i Brøndby som følge af den efterhånden berømte Jan Bech-gate.

Derfor vil en sejr i søndagens aftenkamp være særdeles velkommen for begge mandskaber, der lørdag har offentliggjort trupperne til slaget. Og her er der godt nyt til Brøndby-fans.

Således vender de to veteraner Thomas Kahlenberg og Martin Albrechtsen tilbage efter længerevarende skader, skriver Brøndby på klubbens hjemmeside. Begge har brugt den netop overståede landskampspause på at spille en reserveholdskamp og blive helt klar til det vigtige opgør mod FC Midtjylland.  Derudover er Frederik Holst tilbage i truppen efter overstået karantæne.

På målmandsposten er der spørgsmålstegn ved målmanden Frederik Rønnow. Den 23-årige landsholdskeeper måtte i sidste weekend forlade landsholdslejren med et trykket ribben og er blevet testet i løbet af ugen. Frederik Rønnow er udtaget til søndagens kamp, men først på dagen vil der blive taget en beslutning om, hvorvidt han skal spille eller ej. Kan han ikke, bliver det 34-årige Mads Toppel, der vogter målet.

For FC Midtjylland vender André Rømer tilbage efter overstået karantæne, mens Vaclav Kadlec er ude. Han misser resten af sæsonen grundet en meniskskade.