Ingen af deltagere i Vild med dans har sat benene på dansegulvet endnu, men det første bud på en vinder og en taber er allerede klar.

De tolv Vild med dans-par er fundet, og nu er det første bookmakerfirma også klar med et bud på en vinder.

Ifølge Betsafe bliver det nemlig Maria Lucia og hendes partner Morten Kjeldgaard, der løber med dette års sejr i Vild med dans. Den tidligere 'Popstars'-vinder er nemlig sat til odds 4,00, hvilket betyder, at man får pengene fire gange igen, hvis man spiller på hende som vinder.

”Feltets kvinder ser stærke ud i år, og Maria Lucia ligner allerede nu det bedste bud på en vinder. Hun er vandt til at stå på scenen og har via sin karriere som sanger og musical-stjerne arbejdet intensivt med koreografi og dans. Derudover har tv-seerne jo en gang tidligere vist, at de kan lide hendes udstråling, ved at stemme på hende i Popstars”, siger Thomas Holm, der er oddssætter hos Betsafe.

Næstbedste chancer har tv-værten Mattias Hundebøll, som ligger nummer to på listen til odds 6,00. Herefter kommer radioværten Le Gammeltoft, bordtennisspiller Mie Skov og og skuespillerinden Mathilde Norholt.

Den danser, som har de dårligste chancer for at vinde den tiende sæson af Vild med dans, er ifølge Betsafe fodboldspiller Mads Laudrup, som ligger helt i bund til odds 20.

Heller ikke showets anden fodboldspiller Allan Simonsen er særlig populær hos bookmakerfirmaet. Han ligger i øjeblikket under midten på listen til odds 14.

”Laudrup-familien er ikke just kendt for sin rytmiske sans, så vi vælger at forholde os skeptisk til Mads Laudrups chancer. Også Allan Simonsen må formodes at være på udebane i disciplinen. Skuespilleren Claes Bang kunne umiddelbart ligne en stærk profil, men han er nybegynder, når det gælder dans, og det forringer naturligt nok hans chancer markant”, påpeger oddssætteren.

Vild med dans har premiere på sin tiende sæson den 13. september klokken 20 på TV2.

Claus Elming skal igen i år stå i spidsen for programmet sammen med den tidligere model Sarah Grünewald.

Dommerpanelet bliver det samme som sidste år. Dermed er det igen Jens Wener, Brit Bendixen, Anne Laxholm og Nikolaj Hübbe, der skal bedømme de tolv dansepar.

Bookmakernes dom:

Maria Lucia - 4.00

Matthias Hundebøll - 6.00

Le Gammeltoft - 8.00

Mie Skov - 9.00

Mathilde Norholt - 10.00

Uffe Holm - 10.50

Charlotte Fich - 11.50

Thomas Ernst - 11.50

Allan Simonsen - 14.00

Claes Bang - 15.00

Mette Blomsterberg - 20.00

Mads Laudrup - 20.00